FAQ

Spørgsmål og svar til/om den undervisning Rikke giver og åndelighed generelt. Der kommer flere spørgsmål og svar løbende. Du kan stille dine egne spørgsmål nederst på siden.

FAQ

Hvordan lever man et åndeligt liv?

Det kommer an på hvem man er. Menneskets bevidsthedsudvikling er som en trappe eller en spiral der går op og ud. Der findes religiøse, åndelige retninger man kan følge, hvis de taler til en. Overordnet set, er det at leve et åndeligt liv, at leve med en bevidsthed om det guddommelige og at du i virkeligheden ER ånd. Ikke kun som en intellektuel erkendelse, men som en dybere erkendelse i hjerte og sjæl. I praksis betyder det, at opmærksomheden ikke (længere) er rettet ud i verden med dig og dit personlige liv som centrum, men indad med din sjæl, ånd og Gud som centrum. Det kan være en meget svær øvelse, når man har familie, karriere osv. og er optaget af sit jordiske liv. Men lidt er bedre end ingenting og det vigtigste er altid dit hjertes intention. Jo mere du søger den højeste sandhed (Gud), jo mere medvind får du på den rejse. Det kan godt betyde modvind i verden, da verden er "modsat" Gud. Samtidig er det også den vigtigste beslutning du nogen sinde kommer til at tage. Den overgår at få børn. Det anbefales at vælge 1 retning og følge den. Vælg 1 åndelig lærer. Hvis din åndelige lærer er inkarneret med dette ene formål, er den brugbar. Er det et menneske der har optrænet eller valgt en bestemt slags spiritualitet at undervise i, er det næppe brugbart. For at kunne lede et andet menneske til Gud, må man selv være der - i enhed med Gud.

Kan du hjælpe alle?

De mennesker der ikke søger sandheden eller Gud, vil som udgangspunkt ikke søge min hjælp. Nogle søger mig for at få hjælp til deres liv generelt. Her er det svært at råde dem, da min hjælp omhandler afsløring af selvbedrag og det er sjældent lige det, man kommer for. Disse kommer ikke igen. De mennesker der har opnået en vis ydmyghed er væsentlig lettere at hjælpe på vej. De er ikke interesserede i at bevare deres selvbedrag eller verdens konstante forsøg på forførelse af egoet. Så nej, jeg kan ikke hjælpe alle. Det kræver en fri vilje, at gå vejen. 

Der er meget kritik i artiklerne, hvorfor det?

Når man vil hjælpe et træ med at yde sit bedste, skærer man det til. Det gør muligvis ondt på træet, men på den lange bane vil det få træet til at gro endnu bedre. Sådan er det også med mennesker. Den del af dig der læser mine ord som personlig kritik, er dit ego. Hvis du kunne sætte dit ego på pause og lade din sjæl lytte i stedet, ville din oplevelse være noget andet. At korrigere menneskers tanker og adfærd gøres netop med det formål, at bringe det tilbage i kontakten med Gud. Der findes vel ikke noget mere kærligt? Men egoet spræller og kan ikke lide det, for ånd og ego er modsætninger. Egoet må dø (afsløres), dets magt må væltes, så sjælen kan trænge igennem. Jo stærkere egoet er, jo mere modstand. Der er både alvor, kritik og omsorg i de ord jeg skriver og siger. Husk på jeg tjener din sjæl, ikke din krop/dit ego. 

Hvad skal man tænke om sjælen?

Som musikeren Sting sang: let your soul be your pilot. Det er sjælen der er DIG. Ikke din krop eller hjerne. Jo mere sjælen trænger igennem, jo mere er du dig. Det er forskelligt hvor meget plads, en person giver sin sjæl. Nogle gange er det kun i små glimt. Generelt kan man sige, at jo mere kontrol du vil have selv, jo mindre plads overlader du til sjælen. Glæde, spontanitet, frihed er nogle af de tilstande sjælen søger at udtrykke. Sjælen er den del af dig Gud kan nå, da den er en del af Gud. Det anbefales at være oprigtig interesseret i sjælen. Se den som - netop dig og åben dig for den. Lad dit åndsliv være lige så vigtigt som dit fysiske liv, hvis ikke mere.

Hvad er en Avatar?

Det er en sjæl der er sendt til verden, med en speciel opgave, der omhandler at lede mennesker til Gud. En Avatar fødes ikke pga egen karma, men som et redskab for Gud. Ordet Avatar er sanskrit og betyder "at komme ned langt oppe fra" og er en sjæl der er under Guds beskyttelse. Der findes flere Avatarer i verden. Nogle kendte, de fleste ukendte. Jesus var en Avatar. Mother Meera der har hjulpet mig på vej, er Avatar. 

Er seer og en clairvoyant det samme?

Nej, en seer får sine evner som et redskab til sin opgave, en clairvoyant træner sine egne evner, for sin egen skyld. Jeg får de evner der er brug for i den givne situation. Men det er ikke mine evner der er interessante.

Hvilke bøger anbefales det at læse?

Det afhænger af den vej du har valgt at gå. Der findes en masse åndelig litteratur om den åndelige side af livet. Læser du de bøger der betegnes som hellige, kommer du tættest på sandheden. Bibelen kan være god at læse, Bhagavad Gita også. Bøger fra mennesker der har gået vejen - eller det meste af den, kan også være stor inspiration, fx helgener, kristne mystikere gennem historien. Bogen Et Kursus i Mirakler er en af den nyere tids bøger, der også kan kaldes hellige, da ordene er fra Helligånden via Jesus. Er der en bestemt retning der tiltaler dig, så start der. Jo tættere du kommer på din sjæl, jo mere tydeligt vil din vej blive.

Hvad kan du se?

Da jeg er en vej til Gud, ser jeg din vej til Gud. Dvs. jeg ser hvad der adskiller dig fra Gud og hvad du må gøre for igen at blive forenet med Gud. Jeg ser også din vilje, din modstand, om du har ydmyghed, alt hvad der både gavner vejen og forhindrer dig i at gå den.

Har du altid vidst, hvad du var?

Nej, ikke bevidst. Det menneske der kunne have guidet mig, undlod at gøre det. Jeg har altid været i gudsbevidstheden og har derfor følt mig helt ved siden af verden. Med Guds Ånd i mig, er jeg blevet ledt, ført og styret indefra, hvilket jeg altid har registreret, uden at forstå det. Som ung, ja næsten indtil jeg sagde ja til Gud, har jeg været et tåbeligt menneske på mange måder, som de fleste. Det lykkedes mig aldrig at finde en plads i verden, før jeg sagde ja til Guds plan med mig. Jeg genkender mange, der ikke kan følge flokken og det varmer mit hjerte, for jeg kan se, at de er på rette spor. Min omsorg og kærlighed til disse mennesker er stor, men min kærlighed er lige stor til alle sjæle.

Er det en form for kristendom du viser?

Nej. Men formålet med al religion er, at lede til Gud. Om det så er det der foregår indenfor religionens rammer, er spørgsmålet. Der er gjort meget gennem tiden "i Guds navn", som intet har med Gud at gøre. Når mennesker påtager sig at være Guds tjener, er opgaven selvvalgt og dermed følger ikke den renselse af sjælen og personligheden der er nødvendig, for at tjene oprigtigt.

Hvordan ved jeg om jeg har et kald?

Det er ikke kun Gud der er interesseret i din sjæl. Derfor er det første du må undersøge i dit hjerte, om du ønsker at tjene Gud. Længslen efter at gøre gavn, kan komme fra både lyset og mørket i dig - og udenfor dig. Det der føles som et kald, kan også handle om savnet af dig selv, din sjæl, det at være sandt dig. Når du er dit sande jeg, så vil du få dit kald, men det vil muligvis være en del anderledes end du havde forestillet dig.

Er det godt at være spirituel?

Det afhænger af, hvad man forbinder med at være spirituel. Mange tiltrækkes af forskellige spirituelle retninger, uden at gøre sig klart, hvad de egentlig vil. Det kræver en vis modenhed at vælge sin vej og blive på den. Derfor er der en tendens til, at man plukker lidt her og der og mixer sin egen spiritualitet. Det er graden af ego der afgør, hvor længe man bliver på dette niveau. Men målet er det samme for alle mennesker på jorden; at finde Gud.

Jeg tror ikke på Gud, er det et problem?

Er det et problem for dig? Hvis du ikke søger Gud, er Han næppe relevant for dig. Så er det vel ikke noget problem? Hvis du gerne vil frelse din sjæl, er det et problem. Hvis du ønsker at leve, uden bare at vente på at dø, er det et problem.

Kan man spørge dig om alt?

Ja selvfølgelig. Men vi kan spare megen tid ved, at du ved, hvad jeg er her for. Jeg er en vej til Gud, så alt hvad der har relevans i denne forbindelse, svarer jeg helst på. Alle spørgsmål er en mulighed for læring/aflæring.

Hvordan ved jeg om du er en rigtig avatar?

Nogle kan mærke Guds nærvær og føler sig set af Ham. Andre mærker intet. Uden tillid kan du ikke gå denne vej. Du er velkommen til at læse beskrivelsen af min transformation, hvis det kan gøre noget for dig.

Er du en Gudslærer?

Begrebet Gudslærer kommer fra bogen Et Kursus I Mirakler, ja det er jeg.

Bogen er integreret i mig. Den udspringer fra samme kilde, som min undervisning. Den undervisning EKIM tilbyder fører også til Gud(-sbevidsthed), hvis man bliver på vejen.

Hvordan underviser du?

Som med EKIM handler det mest om korrektion. Helligånden har en korrigerende funktion, da Han er Sandhed. Derfor registrerer jeg når jeg møder løgn og illusion. Det gør min person konfronterende i sig selv, da jeg minder dig om din synd (adskillelse fra Gud), selv uden at sige noget til dig. Gud når dig via mig og det kan afføde mange forskellige reaktioner i dig. Så een måde jeg underviser på, er bl.a. ved at du fortæller mig hvordan du opfatter "alting" og herfra korrigerer jeg din opfattelse af virkeligheden og sandheden.

Er sandheden ikke relativ?

Nej! Ikke den sandhed jeg er i. På det personlige plan, ego-planet, der taler man om hver sin sandhed, men det er vist mest for at retfærdiggøre sine handlinger. Den sandhed jeg underviser i, er Gud. Gud er sandheden om alt eller sand opfattelse af alt. Husk på, at vi opfatter alt afhængig af, hvordan vi lige har det. Derfor er sandheden relativ, på det plan. Sandheden er ret enkel. Gud er sand og alt hvad der ikke er Gud er en illusion. Derfor er den fysiske verden en illusion, for sandheden er, at vi er Ånd, sjæl. Vi er ikke vores kroppe og det er ikke kroppen vi forsøger at frelse, selvom mange prøver. Det kræver en del modenhed at erkende, at der findes en sandhed der ikke er relativ.

Hvad skal vi gøre med vores ego?

Først må vi forstå, at det er et nødvendigt onde, så at sige. Det er en betingelse for at være i verden, det tilhører kroppen. Egoet er formet af alle påvirkninger vi har har oplevet, men i sin grundform er det primitivt og har kun eet mål; at overleve. Når et væsen ønsker at overleve, bliver det som regel på bekostning af noget og nogen. Egoet er konsekvensen af adskillelsen fra Gud. Gud er Ånd og vi er ånd, men vores begær gør, at vi selv vil være "den største" og dermed havner vi i vores krop. Historien om paradis er et fint billede på det. Det vi derfor må gøre med vores ego er, at afsløre det. Afsløre at det ikke er sandt.


Har du spørgsmål, kan du skrive herunder. Dit navn og mail offentliggøres ikke og du kan undlade at skrive dem. Svaret på dit spørgsmål vises på denne FAQ-side og sendes på mail.

Seer-sandsigerske
Alle rettigheder forbeholdes 2022
Drevet af Webnode
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang