ARTIKLER

Artiklerne på denne side, udspringer som undervisning i sandhed - frihed fra illusion. Artiklerne er ikke tolkninger, kanaliseringer eller holdninger.

6.2.22

Fravær af Ånd.

Kærlighed er, at blive set, mødt og rummet, uden dom, uden forventning. Når vi tør forstå dette, vil vi opdage, at de færreste har fået kærlighed. Kærlighed er opmærksomhed og ægte opmærksomhed, på den person der får det, er ubetinget, ren, uden kompromis og uden blik for egen vinding. Dette er næsten umuligt at praktiserer for forældre og andre mennesker. Prisen er høj for barnet. Det føler sig misforstået, ikke velkommen og uønsket - uanset hvor meget forældre forsøger at overbevise om det modsatte. Men børn er ikke dumme, indtil deres ånd slukkes. De køber ikke lunkne kærlighedserklæringer, men bliver nødt til det, for at få bare lidt tryghed, som dog er falsk, men bedre end ingenting. Og her skabes grobunden for fremtidige relationer og måden at være i livet på. Livet bliver præget af et dybt savn og en higen efter at finde kærlighed. Dette er resultatet af egoets overtagelse af et menneske. Alle har dette ego, men vi fødes alle med ånden i live, da vi jo er vores sjæl. Men langsomt drukner sjælen i verden og egoet vokser mere og mere, indtil vi er totalt tilpasset. Dette er ikke nogen ond kraft. Dette er en præmis i verden, hvorfor jeg ikke anbefaler genfødsel. Man skal være mere end modig for at sætte børn i verden. Men når tiden til at få børn kommer, har vi netop glemt vores egen oprindelse (men ved ubevidst at barnet kommer med det lys vi selv mangler, så vi kan leve gennem barnet), hvorfor det er komplet umuligt at møde og se barnet, på barnets præmisser. Vi kan i et stykke tid. Men snart bliver det "nødvendigt" at forme barnet til at passe ind i vores idé om sandhed og virkelighed og derfra går det kun ned ad bakke, åndeligt set og barnet mister sg selv. Det er sådan livet er. Der findes heldigvis få tilfælde, hvor en eller begge forældre har bevaret deres ånd og derfor ikke ødelægger barnet. Men der findes endnu ikke den anerkendelse der er nødvendig for, at et barn kan vokse op og bevare sig selv i verden. Det ville kræve et parallelsamfund og det ville være meget svært for det omgivende samfund at acceptere. Sådan har det altid været og det vil fortsætte meget lang tid endnu. Den ubeskriveligt store gave det er, at bevare sin ånd, det bidrag til verdens transformation bliver en hård kamp. Den egostyrede verden kan per definition ikke se værdien i ånd. Se blot hvordan vi har behandlet alle der gennem tiden har været anderledes - og stadig gør. Om det er hudfarve, religiøs overbevisning, levemåde, menneskesyn el. lign. At det der afviger fra egoets normal. Det verden har tilgode at indse er, at egoet er styret af frygt. Alle tanker og handlinger udspringer af frygt. Frygt er en stærk kraft og den kan drive mennesker til at gå med på de mest vanvittige idéer. Historien taler sit eget tydelige sprog. Frygt får mennesker til at gå i takt. Men ånden og sjælen bærer kontakten til kærligheden - den sande kærlighed. Den der rummer alt, tilgiver alt og den der kan transformere verden - men ikke får lov. Hvor tragisk er det ikke? Og hvor få er i stand til at erkende det...

24.1.22

Vejen til Gud.

At leve i illusion, er at leve i et selvvalgt selvbedrag. En konstant indbildning om, hvem og hvad du er. Der findes to muligheder; enten lever du i illusion eller også lever du i Gud. Når du har erkendt Gud, kan du ikke længere opretholde dit selvbedrag og illusionen smuldrer. Dog foregår det som regel den anden vej, hvor afsløring af illusionen netop efterlader Gud, som det eneste tilbageblevne. Og dette er præcis vejen. At afsløre alt der ikke er Gud, som dermed kun kan være illusion. Dette er ikke en teori eller idé, men en vej til Gud. Al den energi hvert menneske bruger på, at opretholde illusionen, er det de fleste kalder "livet". Det er forskelligt, hvornår og hvordan korthuset begynder at ryste og siden vælte. Er du trådt ind på vejen - måske uden at vide det, vil rystelserne være tydeligere. Er du langt væk fra vejen og fra at forholde dig til Sandheden, til Gud, så vil du nok ikke tillægge dine forstyrrende oplevelser nogen højere mening. Sagt på en anden måde, jo mere modstand du har imod Gud og imod at afsløre dit eget bedrag, jo mere blind er du overfor hints på vejen. Grunden til menneskers modstand mod Gud, er stolthed, uvidenhed, hovmod, grådighed, misundelse, for at nævne nogle få. De er alle baseret på egoets trang til selvophøjelse. Alle oplevelser i livet vil indgå, i enten egoets kamp selvopretholdelse og selvretfærdighed eller de mister deres energi i Sandhedens lys. Opleves forskellige hændelser gennem frygt eller gennem kærlighed? Gennem frygt udløser dybe traumer. Gennem kærlighed udløser overfladiske skrammer. De fleste mennesker vil helst leve et liv i kærlighed. Dog mangles erkendelsen af, at kærlighed og frygt, selvbedrag, illusion og løgn, ikke kan eksisterer side om side med kærligheden. Her taler jeg om den sande, ægte kærlighed. Ikke det sentimentale selviske købmandsskab der foregår mellem mennesker. Da nu disse mennesker ikke vil betale for kærligheden med afsløring af løgnen, så nøjes de med den lunkne udgave og tror ikke de kan få mere end det. 

Alt hvad du har besluttet som sandt, omkring dig selv og din person, skal gennemlyses og transformeres. Det er her jeg kan hjælpe dig. Jo tykkere laget af bedrag er, jo længere tid tager det at se lyset inde bagved. Derfor giver det heller ikke mening at tro, at man kan nøjes med en enkel samtale og så går man resten af turen selv. Det kan ikke lade sig gøre. Tanken er aldeles hovmodig. Når jeg først ser lyset tilbage i en persons øjne, så ved jeg der er håb. Indtil da kan alt ske, da lyset er et udtryk for åndens opvågning. At vi ikke selv kan gå denne vej, vises også ved, at de forandringer der er nødvendige, kan vi ikke selv "lave". En terapeut kan heller ikke, for det handler ikke om at fixe eller forstå traumer. Vi må overlade det til Helligånden, da det præcist er det Han gør, i det menneske der har sagt ja, til at komme hjem. På vejen til Gud er Helligånden vores indre privat terapeut. Indtil dette bliver etableret, kan jeg bruges på samme måde. Intet menneske uden ydmyghed lader sig frivilligt omforme af (nogen som helst) Helligånden.

Dødens landskab.

9.1.22

Prisen for at blive født, er for 9½ ud af 10, at man mister sin sjæl og kontakten til sit åndelige ophav. Jeg har skrevet om det før og har været, i nogens øjne, hård overfor forældre og samfund. Jeg vil gerne gøre endnu et forsøg på at forklare nødvendigheden af denne "hårdhed". I gamle dage, som man kalder det, var det ok at slå børn. Fysisk og psykisk vold, misbrug, omsorgssvigt har været accepteret og i dag ser vi det stadig i udbredt grad også blandt såkaldte ressourcestærke familier. Jeg ville ønske det var muligt for mig, at udtrykke klart nok, hvad et menneske egentlig er - nemlig en sjæl, der er havnet i en krop. Den forståelse af et menneske er nødt til at være fuldstændig klar. Idéen om at vi er først krop, dernæst indhold er så skadelig og destruktiv og mennesker i almindelighed forstår slet ikke betydningen af sjælen. Det er sjælen der er vores liv. Den forlader os når vi dør. Når et menneske dør og sjælen har forladt kroppen, så er der intet tilbage af, hvem vi var. Som et eksempel, da min far døde og jeg havde fuldt hans sjæl over, så kiggede jeg på ham tre gange inden jeg forlod kapellet. For hver gang blev han mere og mere "en død krop" og helt identitetsløs. Det var ikke længere min far der lå der. At videnskaben ikke har opdaget alle livets og dødens mysterier betyder jo ikke, at vi andre ikke kan vise det interesse. Vi skal ikke vente på at de andre vågner - vågn selv!

Den verden et barn fødes ind i, er et sandt helvede for sjælen. Den har kun sygdom og død at se frem til. Sjælen er ånd i sin substans og dermed modsat materie. Det sjælen kommer med, bør behandles med den højeste respekt og barnet bør skånes i videst muligt omfang. Dette er uladsiggørligt som samfundet fungere i dag. Hele det maskineri der går i gang og det system et barn træder ind i er sjælemord. Måske lyder det som hykleri i dine ører? Det viser kun, hvor langt væk fra din egen sjæl du er kommet. Hvis savnet er væk og tilpasningen fuldendt, så er du en levende død, der blot tjener samfundet. Hvordan skal vi som menneskehed kunne skabe en kærlig verden, når vi mister det smukkeste i os selv? Kroppen alene har kun eet mål, overlevelse. Krop og hjerne er primitive størrelser og vi befinder os meget tæt på dyret. Derfor ser vi også en opfordring til at opdage dette og aflægge sig kroppens dominans, indenfor de åndelige retninger. Uden sjælens indflydelse bliver det den stærkeste (rigeste) der overlever.

Når et barn udsættes for traumer, så splittes det i mange dele. Sjælen, som helst skulle bo i denne krop, kan ikke trænge igennem, da traumer sætter et menneske i et psykologisk alarmberedsskab, hvor frygt kommer til at dominerer, efterfulgt af diverse copingstrategier. På dette punkt, er sjælen blevet total irrelevant og alt handler om selvbeskyttelse. Menneskets sjæl og ånd er præcis de elementer, der skal bære et menneske gennem dette vi kalder livets landskab (som burde hedde dødens landskab). Det er via sjælen vi er forbundet til Gud, ikke via kroppen. Uden den forbindelse er vi fortabte - og det er vi. Det eneste der kan holde os oven vande i verden er - ikke penge, men kontakten med Gud. I kontakten med Gud bæres vi gennem dette dødens landskab, uden at lide for megen nød og vi følges ind i evigheden, det virkelige liv. Vi (sjælen) hører ikke til i verden, men hos/i Gud. Derfor omhandler, som før nævnt, de fleste religioner, at man fralægger sig begæret efter verdens goder. Jo mere vi vil have en bid af kagen, jo mere bindes vi til verden og forbliver uden kontakt til sjæl og ånd. Derfor handler hvert et liv om først at miste sig selv, for så at bruge resten af livet på, at finde sig selv igen. Her skulle så psykologien være en hjælp, men den har blot så lidt forståelse for netop den sjæl og ånd der er mistet og forsøger derfor at genopbygge på det forkerte plan. Det er nødvendigt at det enkelte menneske stiller sig selv spørgsmål i denne retning; Er jeg mig selv? Er der glæde i mit liv? Mærker jeg en forbundethed og fred? Er jeg blevet endnu en zombie i dødens landskab? Lad din ånd vågne. Hvis du har børn, så kig godt efter og se, om lyset i deres øjne er slukket. Er det slukket, har de allerede mistet deres ånd. Det er en kæmpe sorg, som forældre slet ikke forstår eller interesserer sig for generelt. Hvorfor fik du børn? Var det for deres egen skyld? Nej vel. Så to mennesker beslutter at hive en sjæl ind i verden, for dernæst at fratage den sit eget liv. Det er det der foregår. Uanset hvordan du vender og drejer det. Derfor er det lettest for mange at være ateist, ikke tro på Gud, for så tror man sig fritaget fra de konsekvenser som uvidenheden medfører. Men findes der en måde, man kan bringe en sjæl til verden på, uden samtidig at fratage den sit liv? Ja og dette er vejen til Gud. Det er altså ikke nok, at ville give kroppen et såkaldt meningsfyldt liv, det er sjælens liv der skal være meningsfyldt. Dog kommer vi selvfølgelig ikke udenom, at denne sjæl stadig må opleve død, så helt godt er det ikke endnu. Men så længe der er mennesker på jorden...og det er der lidt endnu. Det er ikke ved menneskets egen kraft, at verden kan forandres. Så var det nok sket. Det er ved Guds kraft via sjælen. Så hvordan skaber man et miljø, hvor sjælen kan overleve og trives? Hvordan finder man tilbage til sig selv og udlever sjælens liv? Det kræver stor nænsomhed og tid og ro. Allerede her er projektet opgivet af mange. For disse "gaver" er der få der har, i deres travle liv. Så det må starte med et aktivt valg. Men hvad skulle få et menneske til overhovedet at vælge sjælens vej? Oplysning. Mennesker må blive så oplyst om, hvad livet (og døden) handler om, så de kan se, at der findes noget at vælge imellem. Bevidstheden må vækkes. Mennesket må optræne en skelneevne, så de kan kende sandt fra falsk. De må mindes om sandheden, indtil de genkender den.

For at give sjælen plads, må rammerne og forventninger til et menneskeliv ændres. Hele præmissen må omtænkes. Hvis nu et menneske ikke blot blev født for at tilfredsstille omgivelserne, men for at udfolde sig selv, hvilke rammer er så nødvendige? Hvis målet ikke længere var at bidrage til BNP, men skabe en kærlig verden og dermed gøre Guds vilje? Prøv selv at overvej det. Hvordan kunne du leve og være anderledes - for din sjæls skyld? Hvor tit går du på kompromis med noget du ved er sandt? Med glæden, friheden, freden? Hver gang vi klipper en hæl og hugger en tå, så er det sjælen der betaler prisen og faktum er, at vi spilder kostbar tid. Der er så lidt af det vi gør, der gavner ånd og sjæl eller er et udtryk for ånd og sjæl. For sandheden er jo også, at det er her vi finder "det unyttige", det irrationelle, alt det som for det utrænede øje står i kontrast til verden. Hvad få endnu har forstået er, at det er præcis dette, der bærer løsningen på alt det andet. Det er i verdens modsætning vi finder svaret på, hvordan vi bedst "gør verden". Ånden bærer svaret på materien.

4.1.22

Hvis du er dig, kan jeg bedre være mig.

Om misforståede kønsroller, kasteration, hellighed og friheden ved underkastelse. 

Der er lavet nok af film og skrevet mange eventyr, hvor helten er en mand, der til sidst redder "prinsessen". Som kvinde, at kunne læne sig ind i en tryg favn og føle sig beskyttet, går vel aldrig af mode? Men her knækker filmen også. Vi lever i en kultur, hvor en "sund, stærk" mand er en mangelvare. Tryghed er blevet et spørgsmål om penge nok på kontoen og dermed er tryghed også blevet nogen en kvinde kan skaffe sig selv. Det er blot en misforståelse. Hvis du er dig, kan jeg bedre være mig - er i virkeligheden en smuk opfordring. Dens oprindelse er Gud. Desværre er de færreste sig selv. Så hvor er den "stærke mand"? Han er blevet kastreret af sin mor og har siden glemt at forlade hende. Det betyder, at han stadig tilhører hende, er usynligt bundet til hende og kan derfor ikke være sig selv. Han kan først blive sig selv, den dag han forlader hende. Det er en gammel historie og den gentager sig ofte i far/datter-relationen. Ingen kan udvikle sig til den de er skabt til, før de forlader deres forældre. En sandhed der er meget svær for mange at accepterer, da de er så viklet ind i falske roller i familien. Før forældrene er forladt, kan selvstændigheden ikke udvikles. Nogen vil påstå, at det er uetisk eller ukristent at forlade sine forældre, hvis de har brug for hjælp. Det der skal forlades er den binding der ligger i, at et barn ikke er født for sin egen skyld, men ud af forældrenes egoisme. Tør man forholde sig dybt nok til det, så giver det muligvis mere mening, at skulle forlade sit ophav. Selv Jesus opfordrer til at forlade sine forældre - af præcis denne grund. Hvordan skulle man kunne gå sin egen vej, hvis man lige skal opretholde en pligtrelation til mor? Problemet er, at den usunde relation er usynlig. Manden opdager den muligvis ikke. Han fik jo undertrykt sin selvstændighed, sin maskulinitet og seksualitet allerede som barn. Hvad sker der i et menneske, der på denne måde er blevet domineret af sin mor? For det første udvikler han en forvrænget maskulinitet og seksualitet. Selvstændighed er der intet af tilbage. Drivkraften er tæmmet. De grunde en kvinde har, til at behandle sin søn på denne måde, er mange og grufulde. I sin grådighed, sit begær, blandet sammen med frygt for samme og sin egen grundlæggende frygt (for mænd) gør hun sin søn uskadelig. Det er en form for hævn for en uret, der måske og måske ikke, har noget at gøre med sønnen. Og da vi jo allerede befinder os på dyrets niveau, så er hævn også det der ligger først for, når en kastreret søn vokser op og bliver voksen. Der ligger meget vold her, både psykisk og fysisk og vi finder også sadomasochismen her. Men da dette ikke er et psykologisk forsvar for kroppens oplevelser, lader jeg den hvile her. Det der er mit ærinde her er, at skabe fred i mennesket i forhold til relationer. Der er en skabelon. Der er en måde det kan lykkes på, omend det vil tage mange mange generationer at udrydde bl.a. kastration og det deraf følgende hævnmotiv. Lad mig her nævne den såkaldte kønskamp, kampen for lige alt muligt. Den er hovedrystende fjollet, åndeligt set. Det er egoets kamp for overlevelse i endnu en uskøn udgave. Men når nu manden er bundet til sin mor og dermed ikke kan være sig selv og slet ikke en helt, så er det måske naturligt, at kvinden tager roret? Hvis mennesker kunne se de problemer de skaber, alle helvedes kvaler, så kunne de stoppe det. Men det er svært at få øje på og egoet er blevet meget stærkt i verden og ånden særdeles svækket.

En del af overskriften hedder friheden ved underkastelse. Det synes at være helt modsat, det her beskrevne. Kan der være en frihed i underkastelse? Ja, hvis du er dig. Skabelonen for en mand, er ikke en tæmmet, kontrolleret og kastreret mand. Det er heller ikke en viking i fri trav. Det er et helligt væsen i en maskulin krop. Og kvinden er et helligt væsen i en feminin krop. Når jeg ser mange, måske især kvinders reaktion på de islamiske kvinder i burka, så er holdningen ofte, at det er synd for dem og undertrykkende. Intet er skønt i sin ekstrem. Det er ikke der vi skal hen, men idéen bag, er smuk og fin, åndeligt set. Prøv at forstå, at disse kvinder i mange tilfælde forsøger at rense sig selv, for deres lavere natur og hjælper manden med det samme. Det som al religion forsøger er, at vise en vej til Gud. Det kræver "ofre", da materie og ånd som bekendt ikke er det samme. Vil du være mere ånd, må du aflægge dig det der binder dig til materie. Det der skaber alle - alle problemer i verden, er begær. Alle former for begær. Det er grunden til, at vi overhovedet fødes; vi vil have mere end vi har og være mere end vi er! Et menneske der ønsker at udvikle sig fra dyrets niveau til det guddommelige niveau, må frasige sig præcis det, der holder det fanget i verden. Begæret. Derfor giver det absolut mening, at tildække sig. Hvor er det gode argument for det modsatte? Hvordan kan det nogen sinde blive en god idé, at blotte sig? Det tjener kun et formål; magt. De kvinder der udstiller sig, blotter sig osv. gør det for at få magt. De ønsker at dominere manden og lege alfahun. Det er pinligt og primitivt og vidner om en meget lav bevidsthed. Dyrkelsen af kropsidealer og skønhed er endnu en finte fra egoets hånd. Det hele handler om overlevelse. Så hvor er friheden ved underkastelse? Det bliver muligvis for bibelsk for nogle, men det er sådan skabelonen for relation ser ud. Hvorfor blive fornærmet over det? Hvorfor ville styre det hele selv, når nu der er andre opgaver til dig, som kvinde, som mand? I følge indiansk visdom er det er mandens opgave at forsørge kvinden jordisk og kvindens opgave at forsørge manden åndeligt. Det er hellige opgaver. Er det da ikke smukt? Dermed er kvinden underlagt manden på det fysiske område og manden er underlagt kvinden på det åndelige område. Men begge er de underlagt i den forstand, at de kun kan gøre det de skal, ved at være sig selv og ikke tage ansvar for alt muligt, de selv finder vigtigt. Friheden opstår, når alle gør det de skal. Der kommer en fred mellem mand og kvinde, fordi de helt grundlæggende har forstået deres opgave i livet. Hvad der kommer derimellem kan håndteres med lethed, når målet ikke mistes af syne. For målet er stadig at vende tilbage til Gud. Men hvem er interesseret i at vende tilbage til Gud? Hvem vil være hellig? Hvem kan se idéen i, at forlade dyrets niveau? Hele tanken om, at realiserer sig selv, falder til jorden med et brag. Det er Gud vi skal realiserer, ikke os selv. Det mangler vi stadig at forstå. Nogle vil argumenterer, at det er det samme, at Gud er den vi dybest set er. Det er på sin vis sandt, men lad os ikke hvile på falske laurbær, før vi har gjort arbejdet. Vi er det jo ikke blot fordi vi kan tænke tanken. Grundlæggende er vi her ikke for vores egen skyld, men for hinandens.

Taberne og de fortabte.

15.12.21

Mennesker har generelt misforstået livet, meningen med livet. Gud har givet mig evnen til at se menneskers bevidsthed, deres bevidsthedsniveau eller fatte-evne om man vil. Derfor ved jeg også, og har altid vidst, at "min mission" er op ad bakke. Jeg ved at mine ord, i bedste fald, vil være relevante i en ukendt fremtid, hvor de også vil vise sig endnu mere nødvendige for det enkelte menneske. Men i nutid opleves mine ord som utilgængelige, uforståelige, vanvittige og derfor sorteres de ikke som brugbare. Der kan være små sætninger der genkendes og derfor accepteres, men at alt hvad jeg har skrevet skulle være sandt, vil være umuligt at accepterer. Dette ved jeg, smerteligt. Nogle der mener sig selv tætte på Gud, tror at mine ord er fortolkninger og kan finde dem interessante. Fakta er, at har du ikke ydmyghed, vil du ikke kunne bruge mine ord, vil ikke kunne mærke dem og ikke kunne relaterer til hverken ord eller den egentlige afsender. Du vil ikke kunne genkende sandheden, da den tilhører de ydmyge. Men som vilkårene jo er for profeter, er det aldrig mit ansvar om mine ord lander i god jord. Vil Gud, at du skal fatte hvad jeg skriver eller siger, så fatter du det. Spørgsmålet er, om du er indenfor pædagogisk rækkevidde eller ej. Overskriften kunne hedde "forsvarstale for taberne". Allerede der kunne man formode, at de selvophøjede (som er de rigtige tabere) vil miste interessen. Taberne jeg hentyder til, er dem som samfundet, verden, eliten (?) finder uegnede som slaver. De er for utilpassede til at gå i takt. De har diagnoser, er hjemløse og er utilregnelige. De har ikke tillid til statsmagten. De dyrker ikke de samme guder som verden, nemlig status, popularitet, penge og viden. De ved godt at svaret på deres bønner ikke er en chek eller en høj IQ. Taberne har ikke tomme ambitioner. Disse ydmyge lader sig ikke narre af alt det der glimter. De ved godt, at de ikke bliver mere værd, fordi de har en dyr bil, er en kendis eller tjener mange penge. At være taber i denne kontekst, er ikke det samme som at være fortabt. Disse ord er forklaringen på Jesu ord: de sidste skal blive de første og de første skal blive de sidste. Det der er mit ypperligste ærinde er, at fortælle (igen), hvem der i virkeligheden er de fortabte (de første). Det er ikke taberne (de sidste). Det er de andre. Det er dem der køber præmissen for lykke i verden. Det er dem der søger denne lykke. Det er dem der fortaber sig i sig selv og spejler sig i verden. Det er dem der finder værdi i skønhed, materiel rigdom, succes, penge, status, magt. De er ikke kun fortabte fordi "man ikke kan tage noget med herfra". De er fortabte fordi de overhovedet finder det brugbart og interessant. De er fortabte i deres forførelse. De er fortabte i deres begær. De vil gerne være som de såkaldt magtfulde, de populære. De vil beundres, roses, sættes pris på. Det føles virkelig farligt ikke at stræbe efter dette. Hvilket er grunden til at konkurrence er så interessant for de fortabte; at få bekræftet sin position og lade sig hylde.

Uden ydmyghed er du fortabt. Verden får magten over et menneske uden ydmyghed. Ydmyghed er bevidstheden om sin egen usselhed. Bevidstheden om sin egen magtesløshed, sin lidenhed og ultimativt bevidstheden om sig selv som Ånd. Dette er livets lektie for ethvert menneske. Spørgsmålet er blot, hvornår man indfinder sig på skolebænken. Der er ikke en anden mening. Dette er den eneste og den højeste mening med et menneskes liv; at lære ydmyghed. At frasige sig den illusoriske tronestol. Det er dumhed ud over alle grænser at tro, at lykken findes hvor guldet er. Det er dumhed at tro, at der findes en anden mening med livet end ydmyghed. Alt andet er et udtryk for dit begær. Det er jo meget simpelt. Ydmyghed (ikke at ville have) er jo en modsætning til begær (at ville have). Selv det at ville have retfærdighed er begær. At søge retfærdighed i verden er, at benægte verdens præmis samtidig med, at man deltager i den. Også et tegn på dumhed. Ja, jeg skriver dumhed og dømmer dermed...vil offeret sige. Men dumhed er en udbredt sygdom blandt de fortabte. De der køber verden. De der tror på verden. De kloge er dem der går forbi. De der ikke vil have. At have en høj IQ er ikke ønskværdigt. Mennesker (egoet) tror fejlagtigt, at intelligens betyder at man klarer sig godt og kan regne den ud. At klare sig godt i verden, er ikke Guds ønske, at ville regne noget som helst ud, er hovmodigt og arrogant.

Den ultimative selverkendelse er, at du er Ånd. Når det er erkendt, er resten simpelt. Hvad skulle en ånd stræbe efter i en fysisk verden? Intet. Ånd og materie er trods alt ikke blandbare størrelser. Materie tilhører verden, ånd tilhører Gud. Men Gud findes ikke for de fortabte. De er selv "den største". Derfor kan de ikke opfatte sig selv som ånd, men kun som krop med en hjerne. Gud er ånd. Derfor er det ikke alle der kan høre og forstå, hvad Gud siger. Gud er ikke logik. Gud følger selvsagt ikke verdens præmisser. Tanken er helt absurd. Når de fortabte trods alt indregner Gud i deres verdensbillede, så reduceres Han til, hvad de kan begribe. Hvordan kan man forklare Gud materielt? Det kan man selvfølgelig ikke. Gud ønsker dig ikke rigdom, det gør dit ego. Gud ønsker dig ikke succes, det gør dit ego. Dit ego er slave af verden. Uanset hvordan du vender og (for)drejer det, så er dette en absolut sandhed. Dit ego er slave af verden. Noget din ånd aldrig kan blive. Så her har du løsningen på alle dine bekymringer! At tro at verden har noget du kan bruge til noget, er en illusion. Selvfølgelig skal du spise og sove og have tøj på kroppen. Men det er ikke det samme som at sluge hele præmissen. Du kan nøjes med meget lidt. Lev som var du fattig. Det er virkelig luksus for ånden. Hvad du stræber efter viser dit bevidsthedsniveau. Nok er sandhed værd at stræbe efter, i en vis forstand. Men den gives det menneske der har lært ydmyghed, helt gratis. Når egoet stræber efter sandhed, så er det for magtens skyld.

Så nu ved du, at når du stræber efter popularitet, ros, skønhed, status, magt, penge el. lign. så udlever du dit hovmod, din dumhed, din stolthed, din misundelse og din grådighed. Du bekræfter samtidig at du tilhører verden og ikke Gud.

Hermed er du fortabt og må hellere vågne af din drøm. Du er lige nu bagerst i køen, selvom du i verdens øjne står blandt de første. Der er verdens øjne og der er Guds øjne. I hvis øjne ønsker du at stråle? At være bagerst i køen betyder, at du sover, din bevidsthed sover og du har ikke opdaget illusionen, bedraget og din adskillelse fra Gud. Man kan ikke både stræbe efter verden og efter Gud. De der gør (de kristne?) har misforstået det hele. Jeg forstår det kan være forvirrende læsning, hvis du da ikke allerede har afvist det hele. Dette er Jesu lære. Dette er stadig, hvad Gud ønsker vi skal opdage, så vi kan blive befriet fra materien og vende tilbage til vores sande tilstand og identitet som ånd, i absolut frihed. Når Gud har præsenteret mig for sandheden, har Han gjort det på forskellig vis. Blandt andet ved at lade kærlighed strømme gennem mig og hen til nogle hjemløse jeg så. Jeg husker min overraskelse (i løbet af min egen transformationsproces) og måtte spørge mig selv, hvorfor der ikke strømmede kærlighed til alle mennesker. Svaret var indlysende; ikke alle har ydmyghed. Forstå at ydmyghed er et udtryk for høj bevidsthed - sandhedsbevidsthed. Den lave, sovende bevidsthed kan ikke erkende Gud eller Ånd. Den lave bevidsthed er netop som dyrets og omhandler primært overlevelse og videreførelse af arten. Det er ikke Guds projekt. Noget der også er umuligt at forstå, for de fleste. Naturen har en evne til, at rydde ud i rækkerne, når der er for mange af en art på et sted. Derfor bl.a. corona. Det er helt naturligt. At de magtsyge så vælger at udnytte det til egen profit (tests, vacciner osv.) er jo også naturligt jævnfør deres uendelige begær.

Dette er grunden til, at Jesus tilhører en bestemt gruppe. Mere præcist kan man sige, at kun de ydmyge kan nås og kun de kan nå Ham. Mange har gennem tiden spekuleret i hvem og hvordan man var en Kristi discipel. Der er beskrevet okkulte doktriner om de skridt der må til osv. Det er tåbelige spekulationer, skabt af magtsyge spirituelle ego'er. Vejen er smal, absolut. For det er kun de ydmyge der kan gå den. Derfor går så få den rigtige vej og faktisk følger Jesus. Hellere leger de kristne og tror de er frelste af den grund. De der er i folden er de ydmyge, resten er udenfor. Dette er den eneste relevante opdeling af mennesker. Jesus er tabernes gud. Den dag du beslutter dig for at "forlade verden" (ikke ment som at dø fysisk), begynder dit sande liv.

Kun de ydmyge kan ikke krænkes.

D.24.12.21

Vi lever i en kultur, hvor krænkelse længe har været på dagsordenen. Men hvad er egentlig en krænkelse? Kan alle krænkes eller kun nogle og bestemmer man det selv? Man kan ikke tage noget fra en, der intet ejer. Mennesker har en naturlig trang til at eje. Det ligger i menneskets eget væsen, som ret beset er dyrisk. Evolutionen har endnu til gode, at hjælpe mennesket videre fra den primitive hjerne, hvor alt omhandler egen overlevelse. Men med Ånd og bevidsthed kan vi rejse os op over dette primitive instinkt. Ikke ved at eje nok, for nok findes ikke. Når et menneske har tilkæmpet sig, hvad det mener tilhører det, så må det også beskyttes (hvilket har skabt forsikringsindustrien). Dette gælder også på det personlige plan. Det gælder præcis kun på det personlige plan, hvor alt jo netop handler om mig og mit. Når vi tager noget personligt, er det fordi vi har identificeret os med vores krop. Vi tror, at vi er vores personlighed, vores tanker, vores følelser, vores udseende, vores hjem, vores bil, vores børn osv. Alt udgår pludseligt fra os og peger tilbage på os og skaber os dermed. Her er vi i fuld gang med, at drukne i detaljen (verden). Hvis verden kun bestod af de selvoptagede succesfulde mennesker, ville sandheden aldrig komme frem. Fordi sandheden er det modsatte af dem. Alt hvad du gør dig til, kan du miste. Alt hvad du giver betydning, kan tages fra dig. Bind dig derfor ikke til noget eller nogen. Så kan du ikke krænkes. Vi opmuntres til at ville noget, til at stræbe efter livet, efter at være noget, at have noget, helt fra vi er små. Det er en uheldig tilgang til et barn og dets egentlige potentiale som åndsvæsen. For netop ånden tilsidesættes i materialismens navn, hvormed det enkelte menneske overlades til sine kropslige, primitive instinkter. De der ikke søger succes, rigdom, skønhed, ledes ikke af deres dyriske instinkter. De der har mistet interessen for sig selv og egen storhed, har vundet meget. De er halvvejs i mål. Et ydmygt menneske stræber ikke efter fatamorganaer. Sjæl og ånd er så gennemtrængende (bevidst eller ubevidst), at mennesket ikke kan forføres af verdens såkaldte goder. For det ydmyge, enfoldige menneske, er det absurd-teater at observerer den glimtende illusion, som alle render i hælene på. Denne stræben er fuldstændig meningsløs, da den er baseret på en misopfattelse af, hvad der er sandt og hvad der har ægte værdi. At leve ud fra denne præmis er, at leve i en løgn. Disse mennesker kan krænkes. De kan fornærmes. Selv sygdom og død opleves som en krænkelse. Ellers ville der ikke være en kæmpe industri, der tjener store summer på, at finde en kur mod det meste. I sandhed kan du ikke krænkes - på nogen som helst måde. At opleve krænkelse, er at identificerer sig med sit ego, verden og illusionen. Vi må derfor vende tilbage til vores ånd, vores sjæl og til den absolutte frihed. I stedet ser vi, hvordan de krænkede støttes i deres krænkelse, hvordan de gøres til ofre. Der findes et hav af personer og organisationer osv. der taler de krænkedes sag. Dermed skabes en endnu mere forrykt kultur, der blot bekræfter den første. Der er en dyrkelse af de krænkede, som er grotesk. Der er flere lag i hele denne problematik. Den kan ses med bl.a. psykologiens briller og afhængig af vinklen, får vi resultatet. Men det er en uheldig begrænsning, at se alt dette ud fra psykologi, jura el. lign. Det må ses i sit sande perspektiv, fra Ånden. Problemet løses som bekendt ikke på samme niveau, som det er skabt. Hvis ikke vi lærer at løfte os op over materien, er vi dømte på forhånd. Vi må også indse det gigantiske hovmod det er, at bilde os selv ind, at vi ved noget (som helst) om, hvad det enkelte menneske har brug for at gennemleve. Idéen om, at det er synd for de der bliver krænket, er faktisk forkert. Denne slags medlidenhed er ikke andet end en frygt for, hvis det var mig selv det gik ud over. De blinde leder de blinde i denne verden. Det er tid til at vågne. I stedet synes mængden af tilhængere af verdens præmisser at vokse.  

Mere krænkelse...

1.11.21

Det menneskelige menneske, sat overfor det umenneskelige menneske. Dette er essensen af livet. Der findes ingen anden grund til at eksistere i en krop - end at blive menneskeliggjort. Kun en lille procent del af menneskeheden er interesseret i ægte menneskelighed. Det starter i mange tilfælde ved, at man som barn bliver ophøjet, feteret eller bare får virkelig meget opmærksomhed, af en af sine forældre, hvis ikke begge. Dette er grobunden for et ophøjet ego, der fortsat gennem livet, oplever sig selv gennem sine forældres øjne - og altid primært gennem de øjne der beundrede. Har der kun været beundring/stor opmærksomhed, fra begge forældre, så er fundamentet lagt, til en narcisistisk og psykopatisk personlighed. Dette kan lyde helt modsat af, hvad man normalt tror. Mange tror, at man skal give sine børn al den opmærksomhed man kan, give dem hvad de ønsker, sørge for at de ikke mangler noget og ikke skiller sig ud. Men overdreven opmærksomhed eller forkælelse er fremmedgørende og u-menneskelig-gørende for et barn. Det tvinges til at se sig selv gennem forældrenes øjne og kan ikke opleve sig selv, gennem sine egne øjne. Det mister sig selv af syne. Når et menneske føler sig isoleret fra andre, fra livet, fra verden, så er det bl.a. fordi at det er placeret på denne piedestal, i dette glasslot. Beundring og ros er gift for ånden, men fløde for egoet. For barnet stoler på forældrenes vurdering af det. Uanset om den er positiv eller negativ. Skizofreni opstår bl.a. når én forældre er positiv indstillet og den anden negativ indstillet overfor, at give barnet opmærksomhed, simpelt forklaret. Der er selvfølgelig et hav af nuancer i forhold til, at forvrænge virkeligheden. At give små børn for store opgaver og (skam)rose dem er ligeledes medskaber af psykiske problemer. Alt sammen handler det om, at man gør et lille væsen til noget det ikke er, men noget man selv ønsker, det skal være. Har man selvhad som forælder, så vil man hade sine børn. Man giver det man har og er. Derfor findes der ikke kompetente forældre. Alle de funktioner et barn skal opfylde for en forælder, både følelsesmæssigt og praktisk, kan kun skabe et forvrænget menneske, hvilket ingen tør forholde sig til. Selv de årsager der findes til overhovet at få børn, er i bedste fald, i den pæneste udlægning, tragiske. Ingen fødes vel for sin egen skyld?

Det vi skal finde her, er gaven. Hvis hele formålet med hvert menneskes eksistens er, at blive menneskeliggjort, så må vi forstå, hvad det betyder. Dette er den lære Jesus repræsenterede. Det krænkede menneske er et heldigt menneske. Jeg ved det er næsten umuligt at acceptere. Dette gælder fordi det er egoet der er den egentlige "fjende". Ånden kan ikke krænkes, så når vi alligevel bærer rundt på krænkelser, så hører de egoet til. Egoet er nødvendigt i verden og et resultat af, at vi har en krop og en udløbsdato. Derfor foretrækker egoet ros og beundring. Det har desperat brug for at blive elsket af andre, men sjældent elsker det sig selv, det har nemlig aldrig været nødvendigt, netop fordi andre jo gjorde det. Derfor udfordrer Jesus egoet når han siger, at vi skal elske vores næste, som vi elsker os selv. Når egoet er så afhængigt af ros, opmærksomhed og beundring, så søger det konstant efter det. De mennesker der har oplevet en krænkende barndom, som ikke har fået al den beundring, de søger den ligeså desperat. Det er altså egoets natur og drivkraft. Her kommer dødssynderne eller de tibetanske gifte ind i billedet. De tilhører egoet. Hovmodet; jeg er mere end dig, Misundelsen; du skal ikke have noget jeg ikke har, stoltheden; se, jeg er ophøjet m.fl. Egoet lader sig ikke krænke her. Og det er roden til verdens problemer. Et ukrænket menneske. Men hvorfor er et krænket menneske heldigt? Fordi egoet må krakelerer, før et rigtigt menneske kan skabes. Sandheden er, at der ikke findes et eneste menneske, der ikke er blevet krænket. Menneskeligheden viser sig der, hvor den krænkede bærer sin krænkelse (tag dit kors op og følg mig, sagde Jesus). De fleste benægter deres krænkelse og kæmper en vanvittig kamp hele livet, for at fastholde, at de bestemt blev elsket (læs: beundret). Men med hvilken kærlighed? Med præcis den samme kærlighed, som forældrene elskede sig selv med. Du skal elske din næste, som dig selv. Det lyder som en opfordring, men også som en "dom", en konstatering. Og det er begge, men kristendommen har lagt vægten på den fromme Jesus med lammet i armene og dermed udvandet konstateringen og alvoren. Et menneske der "holder hovedet højt" trods nederlag, ser vi som et stærkt menneske. Sandheden er, at det er et umenneskeligt menneske. Skal man så bare blive liggende, hvor man faldt? Ja, indtil man har lært, hvad Siddharta lærte. Før han blev Buddha, levede han også i illusionen om sin egen ophøjethed og troede alt var såre godt. Det er krænkelsen der fører til oplysning, til visdom. Men når man ikke vil eje den, stå ved den, erkende at det hele nok var en lunken omgang, så fastholdes man i illusionen og må derfra kæmpe på Darwins præmisser, med evig uretfærdighed. Det er absurd teater. De mennesker der betegnes som succesfulde på forskellige måder, har længere til målet end dem der er nederst i samfundet. Det er en sandhed de færreste ønsker at erkende. En vis mand/kvinde har gennem historien sjældent, hvis overhovedet været afbilledet i "jakkesæt". Det er gerne et lidt forhutlet menneske, der ikke deler verdens kunstige glæder, holder sig for sig selv, men har det klareste lys i øjnene.

Når mennesker bryder sammen, er det en gave. Stakkels det menneske der går gennem livet, uden at få punkteret illusionen og sit selvbedrag. Hvordan skulle Gud, kunne nå et menneske, der allerede opfatter sig selv som "i mål"? Hvordan skal Gud skabe os i sit billede, når vi fastholder at være skabt i vores forældres billede? Alle er her for at lære ydmyghed. Gud kan kun nå et ydmygt menneske. "Djævlen" kan kun nå et ophøjet menneske. Her er kampen og har alle dage været det. Som Jesus forsøgte at vise os. Husk på, hvilket selskab Jesus foretrak. Det gjorde han fordi han kendte sandheden. De der ikke spiller spillet, de er værd at være sammen med. De der spiller spillet er umenneskelige. For at blive guddommelig, må du først være menneskelig. Menneskelig bliver du ved at erkende, at du er blevet krænket, ikke elsket (nok?), uden at falde i offerrollen. Der må være en revne, før lyset kan trænge ind. Det krænkede menneske der benægter sin krænkelse, hænger oftest fast i et retfærdighedsprojekt. Deres nederlag bliver pludselig en mærkesag og et omdrejningspunkt for deres liv. De finder stor mening i at kæmpe for retfærdighed på de krænkedes vegne, som om det er en uretfærdig hændelse der skal korrigeres eller i den mindste give mening til noget andet. Ingen skal lide forgæves!? Her finder vi også det utal af terapeuter der jo gør præcis det samme. En terapeut er per definition et menneske, der ikke vil bære sin egen krænkelse. For når man først bærer den, så opdager man, at der er en årsag til lidelsen og intet at fixe. MED-følelse er noget helt andet og meget tiltrængt. Men det kan kun et menneske der bærer sin egen krænkelse tilbyde. Men i stedet forsøger næsten al terapi at gøre et menneske "stærk igen". Det er dybt tragisk og tidsspilde der batter til noget. Jo mere smerte vi kan fjerne, jo dygtigere synes vi videnskaben er. Hvad ingen synes at vide er, at erkendelsen af lidelsens formål, er det der fjerner den. Men det vi ikke kan lide, det skærer vi væk. Så forstyrrer det ikke illusionen om vores værd. "De sidste skal blive de første og de første skal blive de sidste", handler om præcis det. Det selvophøjende menneske er "de første" der vil blive "de sidste". De krænkede er "de sidste der vil blive "de første". Husk på, Jesus var tjener, ikke konge. Mange har gennem tiden ville gøre ham til konge. Det er sjovest at spejle sig opad. Det er mest behageligt for egoet. Man skal ikke stræbe nedad, er en sætning jeg selv er opvokset med. Jo det skal man lige præcis. For kun der kan Guds kærlighed trænge igennem. Her er facaden væk og ydmygheden er til stede, i lavstatus (set med ego-øjne).

Men krænkelse kan være mange ting. Det kan være noget vi har været udsat for, af vores forældre eller andre voksne. Men det kan også være en dom vi giver os selv, hvis vi har nogle skavanker vi ikke kan lide og som vi føler udsætter os for risiko for udelukkelse af fællesskabet (Darwin), i vores egne øjne. Har vi et handicap, kan vi føle os svagere og kan igen forsøge at gøre det samme som de andre, blot med hjælpemidler. For være som de andre, det skal vi. Om vi så skal mave os frem. Det synes at være en umulighed, at være "ubrugelig" for samfundet. Utallige forældre gør en dyd ud af, at lave en forening eller klub og gøre sig selv til ambasadør for de svage og udsatte, hvis deres eget barn er "ramt" af noget. Men det er ikke de svage der er problemet. De skal ikke integreres i samfundet på lige for med de stærke. Det er en fuldstændig forrykt tanke. Vi skal ikke alle være lige på den måde. Det er misforstået. Hvis målet gik den anden vej, gav det mere mening og rummer sandhed. Måske kan du ikke huske, at du er blevet krænket. Men så vil du opleve det længere fremme ad vejen. Spørgsmål bliver bare, om du kan forholde dig til det på en sand måde eller om du søger tilbage til illusionen. Hvis dit mål er at lykkes, så lever du i en illusion, på egoets præmisser. Hvis dit mål er at leve i sandheden, så må du bære din krænkelse, din skam eller hvad det måtte være og erkende din lidenhed. Kun her kan Gud nå dig. Vil du ikke nås af Gud, ved du, at du sidder på en piedestal. Så er du på den og kan kun bede om nåde.  

Du er nok.

15.10.21

Denne sætning kan forstås på flere niveauer afhængig af, hvor du ligger trykket. Brug sætningen meditativt (jeg er nok) og giv ordene lov at lande i din bevidsthed. Med denne sætning, kan du opnå dyb fred. Men kun hvis du kan erkende sandheden i ordene. Mange vil sige, ja selvfølgelig er jeg nok. Andre vil måske sige "nok hvad?". 

Hvad betyder det, at du er nok? Det er en universel sandhed, der ikke kan diskuteres. Den betyder, at på trods af alle dine såkaldte "fejl og mangler", så er du stadig nok. På trods af din skønhed og succes, er du alligevel nok. Begrebet "nok" refererer slet ikke til, hvad vi har gjort os selv til eller hvad andre har gjort os til. Du var nok før dine mangler eller din succes.

Der findes ikke noget "højere" krav til et menneske om, at være mere end det er. Det ville være helt absurd. Gud, Den Højeste Bevidsthed, ved hvad du er i ånd. Der findes derimod en masse lavere krav fra egoet. Men da egoet ikke er den vi sandt er, kan egoets krav eller regler ikke gælde. Ego tilhører verden, derfor gælder dette også for verdens krav. Det er nødvendigt at skelne, så vi ikke lader os styre af ting eller normer. De roller og falske identiteter vi påtager os og får tillagt os, bliver den vi er. De forventninger forældre og samfund har til et barn, et menneske, er helt horrible. Hvis de forventninger skulle give mening, skulle de jo udspringe af netop de universelle sandheder og ikke verdens dagsorden. Derfor er der så megen depression, for vi bliver aldrig rigtig mødt - som det åndsvæsen vi er.

Men at være nok, er ikke set i forhold til vores egne vurderinger, det er altid set med andres øjne, med verdens øjne. Det er kun herfra vi dømmer og vurderer - sjæl og ånd dømmer ikke.

Er du den, du tror du er?

27.9.21

De øjne der ser dig, får definitionsretten.

Dine forældre havde bestemte ønsker og forventninger til dig, allerede inden du blev født. Disse ønsker udsprang af deres idéer (manglende bevidsthed) om, hvilke funktioner på flere planer, du skulle udfylde for dem, hvilket billede af dem selv og livet, de ønskede bekræftet via dig. Uanset hvordan vi vender det, er du et produkt af dem. Den måde de, udover deres ønsker, så dig og korrigerede/formede dine tanker og din adfærd på, formede din selvopfattelse. På denne måde blev det de øjne der så dig, som definerede hvem du var og skulle være. Mange vil sige, at de havde en lykkelig/god barndom. Ofte viser det sig i, at de i dag lever et "tilfredsstillende liv", med gode relationer til ophavet, måske god uddannelse/karriere el. lign. Men hvorfor spiser de så lykkepiller? Hvad de ikke har opdaget er, at de fik frataget deres ånd. Når barndommen er venlig overfor et menneske, gør det mindre ondt, at miste sig selv. Man opdager det ikke, hvis ens mor/far behandler en venligt. Det kommer til at ligne kærlighed. Men miste sig selv, det gør man. Derfor undres nogle granvoksne, når de kan se tilbage på en lykkelig barndom og alligevel føler sig efterhånden mere og mere klemte af livet. For der var et tab. Et uundgåeligt tab. Det er konsekvensen af at blive født i en krop, i verden. Det der mistes, er menneskers ånd. Forbindelsen til ånden glider væk. Ånden er vores sande væsen, for vi fandtes jo før vi fik en krop. Dengang var det nogle andre øjne der så på os. Dengang vidste vi godt, hvem vi var. Det har vi glemt nu og derfor føler vi os ikke set, genkendt af vores forældre m.fl. Derfor er identitet en ting der bliver vigtig for mennesker. Alle må finde noget, at hænge sin hat på og ofte bliver det et job. Dér finder vi en mening og en plads og en berettigelse. At gå på pension kan derfor være traumatiserende for mange. Hvem er de uden deres funktion i verden? Ingen. For at udholde tomheden, gøres forskellige desperate tiltag, af mere eller mindre heldig karaktér. Når vi ikke bliver mødt sandt, giver det en oplevelse af ikke at høre til, ikke at eksisterer rigtigt. Forældrene så kun kødet og måske også lyset i barnets øjne. Et lille barn har nemlig et lys i øjnene. Som forældrer er den store opgave, at undgå, at dette lys slukkes. Men herfra hedder projektet tilpasning; til forældrenes forventninger, til samfundets forventninger osv. Herfra er der forskellige i forvejen planlagte muligheder, der matcher samfundets behov. Og sådan går livet frem, ad veje andre har lagt. Det kan ikke undre nogen, at flere og flere, også meget unge, får diagnoser i flæng. Systemet, samfundet har nemlig på intet tidspunkt taget højde for, at et menneske er andet, end en fysisk krop, et produktionsapperat. Derfor har samfundet lavet nogle kasser, nogle definitioner, så der er et navn til de, der ikke kan følge de udstukkede veje. Men hverken psykologi eller psykiatri er på menneskets side - jo kroppen og hjernens, men ikke det sande væsen vi er, ånd. Men fordi den helt naturlige udvikling for menneskeracen er mod mere ånd, så vil vi i fremtiden se såkaldte psykisk syge i hobetal. Flere vil knække tidligere, fordi ånden gennemtrænger verden og staten har ikke fantasi til at se en løsning, da løsningen på dette problem, præcis er hos dem selv. Løsningen ligger i definitionsretten. Findes jeg kun, hvis forældre og samfund anerkender mig? Kan jeg eksisterer uden deres anerkendende øjne? De fleste kommer frem til et entydigt nej, uden at vide det. Det er derfor logisk og selvfølgeligt at nogle drikker eller tager stoffer eller påfører sig selv smerte for, at komme væk fra den virkelighed de er blevet placeret i. Den er jo ikke sand. Ingen burde bebrejde dem eller pege fingre af dem. Det er en naturlig reaktion, men ingen tør forholde sig til, hvorfor det er en naturlig reaktion, for det vil pege på mange andre problemer.

Det er hvad jeg kalder, at være skabt i verdens billede. Vi må turde indse, hvor nem hjernen er; den adfærd der belønnes, den forstærkes. Ligesom med dyr. Der er meget lidt forskel. Når mennesker bryder sammen, bryder samfundet sammen. Det burde politikkerne snart få øje på. Når der samfundsmæssigt set tales om fx trivsel, så er det altid med det in mente, at man trods alt skal bidrage, på nogle andres præmisser. Der findes skånejob, flexjob osv. men ordet job, skal helst indgå ellers har du ingen berettigelse.

Tiden kalder mere og mere på forståelsen af, hvad et menneske i virkeligheden er. Ikke kun hvad staten mener et menneske er.

Når nogen spørger dig, hvem du er, hvad svarer du så? Prøv at spørg dig selv nu og opdag, hvordan du definerer dig selv. Prøv at skriv det ned og kig på det.

Hvad nu, hvis du ikke kun er skabt i verdens billede? Hvem er du så? Og lever du i den sandhed eller i tilpasningen?

Kunsten at være menneske.

14.9.21

At give udtryk for ånd, bevidstheden om, at vi i virkeligheden er ånd, er at leve i sandheden. Ånd og materie er som olie og vand. De er kun "blandbare" ved en høj bevidsthed.

Mennesker har så travlt med, at bekræfte at de er mennesker, materie, kød. Så livet bliver på kødets præmisser og ikke åndens. Dermed leves et fattigt liv - åndsforladt, tomt og verdens tilbud bliver den usynlige gulerod. Indtil man er ved at kede sig ihjel. Det er forskelligt, hvornår man bliver opmærksom på tomheden i ens liv, fraværet af ægte liv. Men det ses tydeligt i et menneskes øjne. Er der liv i øjnene er ånden tilstede, er øjnene slukkede er ånden væk. Livet lærer os at slukke for ånden. Den får karaktér af "upassende" pga. sin natur; spontanitet, glæden over 'ingenting', den barnlige undren, skabertrangen, sin længsel efter enhed, visheden om verdens relativitet, skelneevnen mellem sandhed og løgn, rummeligheden overfor "svaghed", dens tilsyneladende uansvarlighed. Hver gang vi er gået på kompromis med vores åndsnatur, har vi afvist sandhed til fordel for løgn. Dette er så høj en pris, at få overhovedet ønsker at forholde sig til tabet. I stedet forsøger de livet igennem, at kompenserer og lappe hullerne med forskellige variationer af "løgn". De kalder det uddannelse, parforhold, jobs, underholdning, problemer, hobbies, børn, shopping, mad, penge, det vi har besluttet at kalde livet.

Når et menneske har mærket/husket tilstedeværelsen af sin ånd, så ændres tilgangen til livet. Når vi igen lærer at leve udfra ånden, med verden som åndens "legeplads", i stedet for som kroppens slavepisker, så har vi nærmet os 'paradis' betragteligt. For hvad er paradis - paradis på jorden? Det er præcis at leve i og med bevidstheden om ånd. Men fordi opvæksten/samfundet har slukket ånden med sin fornuft-pligt indstilling, så er vi så fattige inden i. Der findes mennesker der oplever sig selv som anderledes end "de andre". De har meget svært ved at spejle sig i normalen, for den bibringer dem intet. Normalen er tom. Men normal er det de fleste stræber efter og bruger som reference. Set herfra, er det så voldsomt et overgreb på ånden, at mængden af psykisk syge, nødvendigvis må stige og stige. Mængden af zombier der kan klare mosten stiger også og prisen er meget høj. Både for det enkelte menneskes liv og på kollektivt plan. Men hvad gør man, når det er vores tilpasningsevne der er den nye gud? Jo mere vi kan matche kravene, jo mindre vi skiller os ud, jo mere elskelige er vi! Og dette giver vi videre til vores børn. Dette vrangbillede af liv leder vi dem ind i, som et udtryk for den ubetingede kærlighed vi har til dem??? Er det ikke på tide at vågne op?

Så er det enten eller? Er det bare fri leg eller sur pligt? Absolut ikke. Kunsten at være menneske handler om, at lade sig lede af åndens natur, åndens tilgang til verden som en relativ størrelse. Med denne bevidsthed forvandles pligt til en neutral nødvendig handling - wupti. Jo mere plads ånden får, jo mere bliver livet en leg - og hvorfor i himlens navn tror vi, at det skal være noget som helst andet? Fordi alle ser ud til at have accepteret løgnen. Mange ved godt dette er sandt, men de ved ikke, hvad de skal gøre ved det. Nogle finder smuthuller, hvor ånden kan komme til udtryk, uden at støde verden fra sig. Det kan fx være via kreativitet (at uvidenhed om ånd har reduceret kreativitet til "kunst", må vi bærer over med). For det er netop åndens natur at være skabende. Også et barometer for, om et menneske har blot lidt ånd til rådighed. Andre smuthuller er alkohol, stoffer eller meditation. Noget der kan ændre vores bevidsthedstilstand.

Ånd afspejler sin skaber, Gud. Gud er skabende bevidsthed - skabende Ånd. Hvad mennesket skaber uden ånd, tjener derfor kun de åndsforladte. Danmark er et åndsfattigt land. De ting der samfundsmæssigt hyldes, dyrkes og har "værdi" er på mange områder åndsforladte. I de fleste tilfælde har man valgt en forvrænget udgave af fx legens udtryk og gjort det til konkurrencesport. Danskerne er et farveløst folkefærd med alvorlige øjne. Størstedelen minder om marionetdukker og de fleste har da også kapituleret til statsmagten. De er tilpasningsdygtige i en grad, der næsten tager pusten fra mig. Kære kære menneske, hvor er din ånd? Hvorfor er frygten for ægte liv blevet større end længslen? Hvorfor lader du dig reducerer til en funktion eller titel? Hvor er kærligheden i det? Friheden, freden? Vi elsker de roller verden tilbyder, for vi mangler ægte identitet. Et virkeligt frit menneske, er et menneske der har set løgnen, bevaret eller genfundet sin ånd og lever i den sandhed. Er dette et utilpasset menneske? Tja.. Det er et sandt menneske. Hvad er du? Hvordan kan I tro jer, at I kan opnå varig glæde, dyb indre fred, uden at være den I i virkeligheden er? Et åndsfyldt menneske fejltolker ikke verden, som om den kan bringe noget sandt. Jo mere åndsbevidsthed jo mindre forvirring og dermed mindre smerte. Det er faktisk meget enkelt. Et menneske der lever ud fra sin ånd, kan stå selv og vælger det ofte.  

Fra illusion til oplysning.

Vi oplever smerte, lidelse, sygdom og død - på ét niveau. Dette er sandt nok oplevet. Det er en naturlig konsekvens af, at have en krop. Vi har bekymringer, hver handling fører mange uforudsete ting med sig, beslutninger er svære, for vi kan ikke gennemskue konsekvenserne og dybest set ved vi ikke, hvad vi egentlig vil eller hvem vi er eller hvorfor vi er her. Når vi så lige synes, at vi har fået styr på nogle områder af vores liv, dukker der nye problemer op - det nogle vælger at kalde udfordringer, hvormed de bilder sig en hvis retfærdiggørelse af problemerne ind. Hvis ikke du har opdaget det, så er det sådan LIVET er. Det er faktisk virkelig svært at være menneske, med mindre du hører til gruppen af virkelig naive mennesker, der stadig lever i et pseudo-paradis, hvor de ser verden gennem lyserøde, urealistiske briller (eskapisme).

Jeg er her for at fortælle dig, at ALT du oplever på dette jordiske plan ER LIGEGYLDIGT. Forstået på den måde, at det ikke er sandt. Der er et andet niveau, der faktisk ER sandt. Det er det jeg ønsker at vise dig og undervise dig i. Det er muligt at løfte sin bevidsthed op, så man ikke oplever kroppen og sindet som lidelsesfyldt osv. Nogle dyrker dette løft via stoffer, meditation og andre metoder. Men det er eskapisme og ikke brugbart. Et eksempel: et menneske jeg har fulgt tæt i 7 år er plaget af psykiske, mentale "udfordringer". I årene har jeg forsøgt dagligt at pege på sandheden, ved bl.a. ikke at anbefale terapi, medicin osv, da det ikke er svaret eller løsningen på noget som helst. Dog er utallige timer gået med psykologisk analyse og forsøg på at forstå og forstå og forstå. Når man kun har bevidsthed om det ene niveau, så tror man fejlagtigt også, at løsningen må være der. Det er en vanvittig vildfarelse, med helt utilsigtede konsekvenser. Men det er absolut forståeligt. I min tid med ovennævnte elev, har jeg forsøgt at pege på det andet niveau, at få bevidstheden om det til at vokse frem. Dette via en masse religiøs (ikke-dogmatisk) inspiration (kirkebesøg - ikke søndage, læsning af Bibelen, film mm), undervisning 24/7. Mit mål var at få elevens bevidsthed om sig selv som helligt væsen frem, identiteten "i Gud". Gennem tiden har der været drypvise gennembrud af erkendelse og indsigter, samt direkte kommunikation fra både Gud, Jesus og Maria. At leve på det ene niveau er som at leve i en skjult depression. Man er aldrig rigtig glad, livet passer bare ikke i størrelsen, øjnene er slukkede. Nogle registrerer at der findes "noget andet", et andet liv, et andet "jeg".....noget andet udefinérbart. De er de heldige. De har noget at stræbe efter, noget der "provokerer" dem og holder dem til ilden. Det fantastiske opstår (et mirakel?) når dette menneske endelig opdager, hvad dette andet er. Det er en stor forløsning. Herefter starter rejsen. Indtil da tumler vi bare hovedløst rundt i verden, uanset hvor meget styr på tingene, vi bilder os ind at have.

Så løsningen på livet er altså Gud. Så kort kan det siges. Men det skal forstås rigtigt. Når man begynder at leve i bevidstheden om, at man i virkeligheden ER noget andet, så løftes man op over det jordiske niveau - til det åndelige niveau. Det er det de vise mener med, at være i verden, men ikke af verden. På dette åndelige niveau er kroppen sekundær, verden sekundær. Det er ikke en "rationel beslutning", det er et bevidsthedsskifte. Det betyder bl.a. at smerte bliver relativ, sygdom bliver relativ og sandheden er, at lidelsen ophører med at have betydning. Dette kan være svært for hjernen at omsætte. Men fordi dette er SANDT på alle planer, på alle måder, så har det en transformerende effekt. I det øjeblik man skifter perspektiv, forsvinder ALLE bekymringer og problemer. Lyder det for godt til at være sandt? Hvis du tror at dit sår på foden forsvinder, har du misforstået det. Måske får du i stedet 10 sår mere, bare for at "teste" om du faktisk tror på sandheden. For det der sker er, at det første niveau holder op med at være sandt for dig. Der er præcis friheden. Det fysiske bliver relativt og mister sin magt over dit sind. Det betyder også at al frygt forsvinder. Frygt er forbundet med kroppen - som ved den har en udløbsdato. Men nu er kroppen ikke længere sandheden om dig, derfor ophører frygten og du er fri. Dette er sandheden: Du er fri. Det andet var en illusion, en drøm, en søvn.

Det her rejser jo et hav af spørgsmål (måske). For skal man så ikke gå til lægen når man er syg? Jo det skal du, indtil du erkender sandheden. Så længe du tilhører verden, lever du på verdens præmisser og må underordne dig kroppen. Dette var hvad Jesus viste os, ved at genopstå. Du ER ÅND, ikke krop og din ånd lever evigt. Punktum. Når man får integreret dette, så bliver livet let, sjovt, uhøjtideligt og der bliver endelig plads til rigtig kærlighed. Alt det der findes "i sandheden" er præcis det vi alle bevidst eller ubevidst leder efter og VED findes, men ikke finder i verden, hvorfor livet bliver så tungt så tungt. Alt dette er, hvad bogen Et Kursus I Mirakler forsøger at lære os. Denne bog udspringer fra Helligånden, som også er i mig og derfra jeg taler. Men er Bibelen så ikke sand? Jo, det er den - på sine præmisser. Det er tekster, skrevet af følgere af Jesus. Men denne bog skal, som også Et Kursus I Mirakler, læses med ånd. Det er lidt som at sige, at Gud kun kan forstås af Gud selv. Gud er ikke rationel, Han nås ikke med hjernen eller intellektet, hvorfor bl.a. præster ikke gavner meget. Derfor handler denne åndelige undervisning om at være åben og tillade sandheden at lande et sted i dig og lade den gøre det den vil. Det kræver selvsagt både tillid og tro eller blot den her stærke fornemmelse for sandhed.  

Hvem er Gud, hvordan finder man Ham? Hvorfor søge Gud overhovedet?

For det første må alle gamle dogmatiske idéer om, hvem Gud er slettes. Vi må starte forfra. Gud er din højeste mulighed og dit endelige mål. Gud bør betragtes som altskabende bevidsthed. Han er "stadig" den Jesus kaldte Fader og en del af tre-enigheden. Men den dømmende sure gamle mand, som vi måske mødte i Det Gamle Testamente, er han ikke (længere). Så det er enkelt fortalt, din egen højeste bevidsthed du skal søge og ikke den kristne, kirkelige Gud. Det er foreningen, sammensmeltningen med Gudsbevidstheden, der er målet. Først her kan en ny verden opstå. Lavpraktisk handler det om, at overgive sig til Guds vilje og her har vi hele 'problemet'. For mennesket har alle dage ville være som Gud og selv køre bussen.

På grund af begær fødes vi igen og igen. Historien om Adam og Eva, der ikke kunne dy sig for, at ville være "som Gud" og derfor spiste af kundskabens træ, er et helt fint billede. Det er præcis denne drivkraft der er begæret. Det kan udforme sig på mange måder i verden, men bagved væremåde og handlinger ligger denne glød og ulmer. Begæret er altid rettet mod at ville være mere end man er, have mere end man har. Nysgerrigheden på egne evner, egen hvad-som-helst, vil ingen ende tage. På dette plan er vi alle narcissister. Vi er dybt betagede af os selv. Her findes ikke ægte ydmyghed, men ofte falsk. Det er således begæret, der fra starten fjerner os, fra enheden med Gud. I begæret er livet spændende og alt skal udforskes, med mindre man har fået klippet vingerne tidligt, af forældre der er bange for liv (liv = begær). I mange mange liv er omdrejningspunktet altså "sig selv". Viljen er rettet mod sig selv. Her er vores ego. Her er tale om en lav eller sovende bevidsthed. Her gælder Darwins teorier. Her er mennesket overladt til sig selv i sit begær og sin ubevidsthed. Og i denne tilstand er menneskeheden stadig. Det er der intet forkert i, det er blot 'farligt', hvis de stærkeste får magten, da der jo netop ikke er nogen ydmyg bevidsthed bag. Det er også på denne baggrund, at man vælger at få børn. Børn er jo en forlængelse af en selv og dermed lever man "en gang til" gennem sine børn. I den lave bevidsthed er også formeringstrangen, så arten ikke uddør. Børn er altså et narcisistisk projekt, med uoverskuelige konsekvenser.

Alt liv stræber efter forenelse med det højeste, dets oprindelse. Det er ligeså naturligt som når blomsten strækker sig efter solen. Hjernen ved selvfølgelig ikke dette. Det højeste kan jo ikke erkendes af det laveste. Det er logisk. Derfor må vi fødes igen og igen, indtil bevidstheden vågner og rejsen hjem kan begynde. Denne rejse er det egentlige formål med vores alles liv. Hvad vi måske eller måske ikke skal bidrage med i livet, er en del af hjemrejsen. Derfor er det vigtigt at forstå, at vi netop er på rejse og det betyder, at vi aldrig er fremme og må holde os i bevægelse. Dette er vigtigt. Mange vælger selv deres mål for rejsen og hviler i det de mener, er meningen med deres liv, fordi det føles godt eller giver smør på brødet. Det er ikke meningen. Men der er altid et barometer man kan tjekke, hvis man ellers kan være ærlig nok, overfor sig selv. For hvorfor beslutter man sig for at være i "mål"? Det gør man pga. begæret. Begæret binder en i verden, til verden. Det der ligner, at man har fundet sin rette hylde, er 9 ud af 10 gange forkert. Derfor må man lade sin egen storslåethed hvile og gå videre. Fint at du har lært en masse spændende ting om, hvem du tror du er, hvilket fantastisk guddommeligt potentiale din sjæl måtte rumme, hvad du selv har gjort dig til, hvad andre har gjort dig til osv. Gå videre. Det tilhører verden. Indtil nu, er du kun skabt i dit eget billede. Lad dig ikke nøjes med det. Men begæret, beundringen, magtsygen, stoltheden, dovenskaben og mange andre ting, gør at det kan være virkelig svært, at tage sit liv alvorligt nok. Dybt dybt inde er der en kalden og en dag, når begæret begynder at miste sin kraft, så kan man begynde at fornemme den.

På grund af begæret og den lave bevidsthed, er mennesket underlagt naturens luner. Her må mange kæmpe med sygdomme og "modgang", hvilket oftest fører til en oplevelse af uretfærdighed. Denne uretfærdighedsfølelse kan så blive et nyt omdrejningspunkt for ens liv og et formål i sig selv. Der er virkelig mange "fælder" undervejs, der kan forlænge rejsen unødvendigt. Når mennesket forstår livets formål, bliver det lettere ikke at holde unødvendige pauser. Indtil man forstår formålet, bevæger man sig i cirkler. Det var så her kirken skulle have hjulpet mennesker, med at finde hjem. Det er alle religioners formål. Men også her lever begæret for fulde gardiner, så det er ikke til megen hjælp heller. Med få undtagelser.

Gud er den højeste bevidsthed, hvorfra alt skabt udgår. Bevidsthed kan skabe. Når et menneskes bevidsthed bliver høj nok, kan man erkende Gud og samarbejde med Gud. Her begynder mennesket at gøre gavn. Lad mig slå fast at IQ og bevidsthed ikke hænger sammen. IQ er forbundet med hjerne og fatteevne. Bevidsthed er udenfor hjernen og forbundet med sjæl og ånd. Derfor finder man også ofte stor visdom, hos de mest "simple" mennesker. Det er i denne kontekst at ingen har ret til at dømme andre, for deres tilsyneladende usselhed. For usle eller simple er de nok, set med verdens ego-briller, men ikke set med bevidstheds-briller. Da mennesket i sandhed er fortabt det meste af vejen, har Gud givet os en Nåde. Denne nåde er Helligånden. Alt det slidsomme arbejde vi ellers selv måtte gøre, for at slippe begæret og vende hjem, det gør Helligånden for os - i os. Men Nåde er - nåde og den gives ufortjent, siger man. På sin vis en forkert formulering, da den refererer til, om man med menneskeøjne måtte have fortjent den. Det er Gud der er giveren og sjælen der er modtageren, ikke egoet. Det er her Jesusbønnen kommer ind, hvor man beder Jesus bærer over med en og alligevel hjælpe. Det kan være gavnligt at forstå, at Gud aldrig mister noget menneske, nogen sjæl af syne, men vi mister Ham af syne, i vores seloptagethed.

Og ja, Gud er maskulin, skabende. At kalde ham en mand er dog ikke korrekt. At Jesus kaldte Ham far giver mening. Lad mig her kort forklare, hvem Jesus var/er. Han er det man i Østen kalder Avatar (google: divine avatar). I vesten kalder man det en profet. Ordet Avartar betyder, at komme ned langt oppe fra (Sanskrit). De gør de sjæle, som Gud sender til verden for at oplyse og hjælpe menneskene med at finde hjem igen. Jesus blev renset af Helligånden (ligesom Maria blev det, så hun kunne give ånden videre - "ånd af ånd vs. kød af kød". Maria blev renset af Helligånden, derfor omtales hun Jomfru = ren). At blive renset af Helligånden vil sige, at egoets selvoptagethed, begæret efter verden fjernes. Det er en radikal forvandling, et bevidsthedsskifte og først her kan man overhovedet tale om, at være/blive skabt i Guds billede. Af egen kraft skaber vi os selv i vores og verdens billede. Helligånden skaber os i Guds billede. Jesus forsøgte at lære mennesker om Gud og hvordan de kunne finde hjem. Han havde ikke sit eget formål, intet begær efter at være almindeligt lav-bevidst menneske, derfor havde han heller ikke romantiske forhold eller børn. En avatar har Gudsbevidsthed (dvs. bevidsthed om Gud = lever i enhed med Gud, men er i verden) og vil ikke - kan ikke, sætte børn ind i verden. Det er totalt utænkeligt. Det foregår ikke. Der findes en del fantasier om, hvem Jesus var. Igen drives mange af begæret efter viden, for tænk, hvis man kunne vide noget mystisk og spændende, som kun få ved! Gå videre! Husk på, så længe der er begær, vil vi gerne forføres. Og vi bliver forført, ved at byde ind på det ene eventyr efter det andet. Hvis nogen tilbyder dig noget, du gerne vil have, så sig nej tak. Den er svær. Men vi må kende os selv, kende vores bløde punkter, vores begær og gå videre.

En del af menneskets forførelse leder også til, at man påtager sig et spirituelt kald. Igen er begæret forrest og man vil gerne hjælpe menneskeheden, men det er egoet der kører toget. Man kan ikke selv vælge sit kald. Det er muligt at der venter en opgave i kulissen, men det er ikke noget ta´selv bord. Igen leger man Gud og drives ud i det ene spirituelle eventyr efter det andet og kun fantasien sætter grænser. Det skaber en masse unødvendig karma. Når man når langt nok til rent faktisk at samarbejde bevidst med Gud, dvs. man er renset for egenvilje, så får man sit kald og alt hvad man behøver for at udføre det - alt. Både evner og penge og "klienter".

Illusionen om, at man samarbejder med Gud om at hjælpe menneskeheden er fuldstændig absurd, så længe der er egenvilje. Derfor vælger mange der kalder sig spirituelle at sige, at de samarbejder med universet som lysarbejdere. Det er et selvvalgt kald. Det bliver aldrig andet og disse såkaldte spirituelle, shamaner, healere, clairvoyante osv. de tjener verden og ikke det højeste, men det ved de ikke. De bilder sig ind at de indgår i en stor guddommelig plan, men sandheden er en noget anden. Test dem ved at undersøge, om de er renset for egenvilje. Det er ikke nok, at mange tror de har kontakt til Jesus eller "kristusenergi" eller tror på Gud. I den branche er forførelse og magi dagsordenen. Det er et frygteligt cirkus og koster mange penge for de der ukritisk går med på eventyret. Men ingen kan selvfølgelig forføres, imod deres vilje. Så alle spiller med i spillet. Og tiden går. Jeg forstår godt trangen til, at hoppe med på dette cirkus. Hvis man midt i livet ikke føler man har fundet sig selv eller sin rette hylde, så er der masser at hente her. Men var det løsningen på noget som helst, så ville verden hurtigt blive et sandt paradis, hvilket ikke just er tilfældet. Håndteringen af dæmoner/verdens ondskab o.l. skal man overlade til det guddommelige og så tage sig af sig selv i stedet. Måske forestiller de spirituelle sig, at der ikke er styr på tingene? At det bare er ragnarok, hvis ikke det var fordi de mediterede på lys og kærlighed. Det er en mildest talt arrogant holdning. Historien er jo allerede skrevet og den endte godt. Der er styr på det! Tag dig af dig selv. Opdag dit eget mørke, dit motiv til at gøre det du gør, dit begær. Verden kunne transformeres langt hurtigere, hvis hver enkelt menneske tog sig eget ansvar på sig og blev på egen banehalvdel.

Vejen til Gud er helt enkel. Men så længe vi lever udfra egoet, så er der ikke nogen oprigtig interesse for hverken sandhed eller Gud. Når interessen vågner er det fordi bevidstheden vågner, i bedste fald. Men også begæret kan få os til at stræbe efter Gud. Det nye som mennesker må lære er, at Gud ikke er den eller det, Han er blevet gjort til af mange religiøse retninger, indenfor det kristne. Med oprigtighed vil en ny dagsorden forme sig: at fravælge begæret, at opgive den bevidstløse higen efter, at være mere end man er. Men det er en svær opgave. Hele verdenssamfundet er bygget op over den idé, at man skal være mere end man er. Man skal blive til "noget", som om kun verdens planer med en tæller. Her kommer mennesker til at kæmpe i mange mange år før sjæl og ånd bliver alment anerkendt, som det væsentlige. Men det er muligt at leve i verden, uden at være af verden. Det kræver en transformation. Her er freden. Her lever man i bevidsthed om evigheden. Her er man usårlig. Målet er jo at stoppe liv-død-liv cirklen. Det er dette evige liv, Jesus taler om. Men så længe man synes det jordiske sjæle-fængsel, som nogen kalder livet er herligt og spændende, på godt og ondt, så fortsætter cirklen og intet nyt sker. Der er jo frit valg, med mindre man er Avartar. Her er viljen ikke fri. Livet er ikke andet end en distraktion. Få øje på det. Vær ligesom vandet, der blot glider udenom de forhindringer det møder. De er bare hvad de er. Tag dem ikke personligt. Gå videre. Acceptér de omstændigheder du er havnet i og inviter Helligånden ind i dit liv. Lad dig skabe i Guds billede i total tillid til, at Hans idé med dig, er en del mere genial end din egen. Her mister du ikke dig selv, uden at få noget nyt og bedre.

Det er umådeligt svært at være åndeligt søgende, i dagens Danmark. Der er så meget der skinner, uden at være guld. Kirken har svigtet, kristendommen o.a. har slået sig selv hjem og manglen på åndelig ledelse er stor. Disse huller bliver flittigt udfyldt af spirituelle kursister. Der må skabes en ny vej. Før i tiden, kunne man blive åndeligt opdraget i et kloster. I dag må man opfinde sit eget. Det er ikke blevet nemmere at være menneske. Måske er det tid til at sige ja til Guds plan med dig?

                         "Hvis du er dig, kan jeg bedre være mig", hilsen Gud.

De fleste kan gå med til, at de vil være "sig selv", være den de er. Få forholder sig dog til, hvem det så er, de er. De fleste har fået et vrangbillede af sig selv, via opvækst og andres påvirkninger. De heldige har bevaret en fjern fornemmelse af, hvem de er, på trods af alle påvirkningerne. De mindre heldige har mistet retning og følelse af et jeg. De er de sværeste at hente i land. Fra det øjeblik vi kan tænke en selvstændig tanke, burde vi inspireres til at spørge "hvem er jeg"? I stedet drives vi alle frem, som kvæg ad en allerede defineret vej, med et allerede kendt mål. Vi er flokdyr og spejler os i de andre; de gør nok det rigtige. Men det bliver et kunstigt og tomt liv, for vi er ikke os selv. At vi senere i livet får depressioner og udvikler psykiske lidelser, er helt selvfølgeligt. Jo mere samfundet skævvrider mennesker, jo mere syge bliver vi. Jo længere vi kommer væk fra sandheden, jo dyrere bliver det. Men for at løse dette problem, må vi forstå hvad der egentlig gik galt. Faktum er at vi alle er sjæl og ånd, der er forbundet til en krop, skabt af to mennesker. Vores identitet er ikke kroppen eller hjernen eller dåbsattesten. Det er derfor det går galt. 

I virkeligheden handler det hele om, at du bliver mere dig, for der er du nærmest Gud. Jo mere vores liv handler om roller, jo mindre er der plads til Gud. Når vi tror på, at vi (kun) er den vores forældre har skabt og samfundet formet, så går vi glip af sandheden. Men måske kan vi slet ikke lide den vi er i virkeligheden. Måske er det bare for svært at elske os selv, når nu vi har så mange "fejl". Alle de vrangbilleder af et menneske som medierne skaber, spænder ben for at især børn og unge kan vokse op og blive sunde mennesker. Forstå at du jo ikke ER det du ser i spejlet. Du er meget mere og noget meget andet; du er Ånd og Sjæl i en krop, der prøver at finde vej tilbage til din oprindelse. Se dig selv med Guds øjne - i erkendelse af, at Gud ser med kærlige ikke-dømmende øjne og ikke verdens øjne. Når vi lever kunstige liv, er vi selvsagt ikke os selv. Det store problem i det er, at så kan Gud heller ikke være Gud - overfor dig. Den nåde Han skulle have vist dig, den går du glip af, fordi du lige får fixet dit og dat, den tålmodighed og taknemmelighed du kunne have lært, går du glip af, fordi du kan købe dig til både skønhed og venner. Dette kunstige, tomme liv vi skaber for os selv, kommer med en pris: ensomhed! Vil du slippe af med din ensomhed, må du stoppe det kunstige liv.

Om integritet.

Mange er vokset op med en idé om, at ens forældre har krav på en eller har retten til en. Det er svært at komme fra enhed og kærlighed, fra sin sjæls Skaber og så fødes ind i verden, med splittelse og egenrådighed. Har man bare en smule bevidsthed om, hvor man kommer fra, så er der en tendens til, at gøre sine forældre gude-lige. Man kender jo ikke til andet end en kærlig Skaber, så det må ens jordiske forældre jo også være - og man skylder dem derfor alt, sit liv. Dette er et meget uheldigt udgangspunkt, da forældre i bedste tilfælde har et egoistisk motiv, for at få et barn. Dette barn, dette menneske vokser op med en idé om, at det tilhører sine forældre og alle andre. Det har ikke retten til sig selv og kan derfor ikke sige fra, uden voldsomme skyldfølelser. Her er vi kun på overfladen af en helt almindelig dysfunktionel gennemsnits familie.

Men sandheden er, at du ikke tilhører dine forældre. Du er jo ikke din krop. Du bor i din krop, dvs. du er din sjæl. Du lever pga. din sjæl. Din sjæl tilhører ikke dine forældre eller staten, den tilhører sin Skaber, Gud. Forældre, samfund, verden kan bestemme over din krop, i princippet, men din frihed ligger i at vide, hvem du tilhører. Når du ved det, kan verden ikke nå dig, dvs. den kan ikke krænke dig, manipulere med dig, misbruge dig, med andre ord, knække din vilje og gøre dig til slave. Nok må du indgå i den verden der er, men det vil ikke koste dig din sjæl og gøre dig ufri. Det er denne sandhed der gør dig fri. Dette er Sandheden. Dette var den pointe Jesus forsøgte at dele med verden, som så mange af magtens mænd (kirken) har fordrejet.

De fleste mennesker har et issue omkring integritet. Integritet er evnen til at bevare sig selv intakt, ikke at sælge ud, ikke at misbruge sig selv, for at tilfredsstille og tilhøre andre (forældre, partner, samfund, stat). Derfor er her endnu en grund til, at kende dig selv; Når du kender dig selv, kender du også andre, da mennesker ikke er så forskellige i virkeligheden. Kender du ikke dig selv, har du ingen referenceramme, ikke noget at forstå andre ud fra. Det er også derfor, at man ikke kan hjælpe andre, før man selv er i mål. (I mål er ikke det samme som en uddannelse). Det vi er nødt til at turde se her, er den grusomhed der ligge lige under overfladen hos de fleste mennesker. Som I ved, taler jeg om niveauer af bevidsthed og søvn, ikke om "medfødt ondskab" el. lign. Du har sikkert mødt dem flere gange i dit liv. De kaldes snyltere, vampyrere og andre uskønne ting. Det der driver dem, er deres ekstreme dovenskab udi, at tage ansvar for sig selv og sine indre dæmoner. De kender ikke sig selv og ønsker det heller ikke, fordi de derved bliver tvunget til at tage ansvar. Og det gider de ikke! Problemet for omgivelserne er, at disse mennesker (?) fungerer på så lavt et bevidsthedsniveau, at de stjæler andres energi, stjæler andres hvad som helst. For et menneske uden integritet, er denne type meget farlige at omgås. Børn af denne type forældre udvikler alvorlige dysfunktioner, følelsesmæssige og mentale (det vi kalder psykiske lidelser). Et eksempel fra mit eget liv: jeg talte i telefon med min mor og havde som altid for vane, at give mere til hende end jeg havde lyst til. Pludselig mærker jeg, hvordan min sjæl er på vej ud af min krop. Jeg afslutter samtalen og står helt forpustet og forundret. MIN SJÆL VAR VED AT FORLADE MIN KROP. Den skulle ikke nyde noget! Alle de erkendelse der kom væltende, omkring vores relation om hvordan min mor altid har misbrugt mig ved at suge alt liv og lys ud af mig og hvordan hun ikke selv har gidet tage ansvar for sit eget liv osv. At jeg ikke er blevet ragende sindssyg af, at være vokset op i min familie, kan jeg takke min sjæl og min Skaber for. Til gengæld har jeg været vidne til og er det dagligt, hvordan disse snyltere (dysfunktionelle, knækkede, fortabte mennesker) drøner rundt og reagerer og manipulerer hvor de kan. Èn ting er, at man bedst bør holde sig fra dem, en anden ting er, at få denne integritet på plads i erkendelse af, hvilke rettigheder man egentlig har over sit eget liv...sin sjæl. Victor E. Frankl (tysk forfatter) sad i koncentrationslejr, men bevarede sig selv. Han er et eksempel på, at man kan spærre et menneske inde, men ikke tage hans frihed. Husker en gammel dansk sang: "Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd". Meget apropos tiden lige nu (corona).

Mennesker har så inderligt brug for, at kende sandheden om verden, så de bedre kan navigerer og ikke drukne i slaveriet. Dette vil dele mennesker op i to lejre. De der tilhører verden og de der ved, hvor de kommer fra. Så hvad er mit ærinde? Igen at gøre opmærksom på vejen til, at sætte din sjæl fri, at slutte liv-død-liv, så du (din sjæl) kan vende hjem. Må vejen falde dig kort. 

Der er intet at fixe!

Mennesker drøner rundt, som hovedløse høns, i frygt, panik og kedsomhed. Alle har betalt den højeste pris for, at deltage i dette "liv", som vi kalder Livet. At blive skabt, født og vokse op har den ulykkelige omkostning, at vi glemmer hvem vi er. Undervejs, nogen gange allerede i fostertilstand, opgiver vi os selv, vores sjæl, vores lys. Den bevidsthed vi kommer fra inden konceptionen, er en del anderledes, end den vi møder i verden - i materien. Vi kommer fra enhed og lander i splittelse. Hver gang vi fra helt små konfronteres med vores omgivelser, så må vi klippe en hæl og hugge en tå. For der er en massiv uoverensstemmelse mellem dem vi er og det vi nu er havnet i. Dette er med til, at rigtig mange desværre ikke, får sagt JA til deres liv. Så nu er vi både splittede og mærker et indre NEJ; "Dette er ikke, hvad jeg troede det ville være!!!" Der opstår en forvirring, der kan vare det meste af livet.

Når vi senere i livet må smide håndklædet i ringen pga. kriser, ofte ad flere omgange og nogen gange bare af kedsomhed, så starter mange på projekt "find mig selv". Måske har vi også fået samlet alverdens skavanker på vejen, som vi nu føler forhindrer os i, at leve et "rigtigt" liv. Vi går i gang med at fixe os selv. Noget må jo være galt og det må jo kunne fixes, så man kan være bare nogen lunde glad og tilfreds, hvis man da ellers overhovedet forholder sig til sig selv og ikke kun "tager sig af andres problemer".

Det er mit ønske her, at kunne formidle - helt simpelt og forståeligt at, DER ER IKKE NOGET AT FIXE. Ja, dine traumer gør ondt, ja din allergi, dit handikap osv. laver forhindringer for din fysiske udfoldelse. Men INTET forhindrer dig i, at vende tilbage til den du i virkeligheden er. Og den du er, er smertefri, fuld af liv, kærlig, vågen og evig. Din sjæl.

Problemet synes jo så at være, at den lidelse vi har måtte "finde os i", den kræver sin retfærdighed og en genoprejsning. Men så snart vi falder ned i det hul, så skaber vi masser af bindinger, kontrakter osv. Når vi på denne måde tager vores liv personligt - for nej, det er det ikke, så giver vi os selv en hulens bunke problemer, som vi så kan bruge resten af livet på at få styr på. Al den energi vi binder i relationer der har "forstyrret" os, den kan vi ikke også bruge til at vokse med. Den er bundet - så vi er bundet, på hænder og fødder og kan ikke forstå, hvorfor vi keder os.

Når vi kun lever ud fra det timelige, så må vi også leve med det timeliges regler og konsekvenser. Men hvis vi nu vågner op og opdager vores sande identitet, som Ånd og sjæl og indser vores forbindelse til evigheden, så bliver det timelige (livet med traumer, lidelser, ukærlighed, utilfredshed, død osv) meget relativt og ikke så alvorligt og slet ikke så vigtigt.

Livet på jorden kan leves "med venstre hånd" og bør leves sådan. Mennesker drukner i livet på alle mulige og umulige måder, fordi de tror og har lært, at frugten af deres handlinger er vældig vigtig. Det er den ikke. Giv resultatet til Gud og fortsæt til næste opgave, med oprejst pande.

Det vi lever for er, at erkende hvem vi i virkeligheden er og så leve der ud fra. Ellers er det netop hjulet uden ende, liv efter liv efter liv. Men det der er nødvendigt at forstå er, at vi som mennesker ikke FØRST skal fixes før vi kan "komme hjem". Men det vi er absolut nødt til er, at acceptere ALT, hvad livet har budt os, affinde os med det, samtidig med at vi erkender vores sande identitet. De to hører sammen og er summen af vores nuværende eksistens. Hvis vi nøjes med at erkende, at vi er uendelig Ånd, men ikke også tager vores skæbne på os, så har vi ikke gjort vores arbejde færdigt og må herned igen.

Som samfund, historisk set osv., så tror vi at psykologien er en hjælp til, at leve et helt og fuldt liv. Problemet med stort set al terapi er, at den ikke forholder sig til evigheden, Ånden, men kun forsøger at fixe ego'et, så det kan klare sig bedre. Det er åndeligt set, en kæmpe omvej og skaber kun flere bindinger og koster en masse penge. Alt det vi prøver at fixe både via medicin og alternativ behandling er spild af tid og penge. Det giver lindring her og nu (jo mere det koster, jo mere virker det....?), men det hjælper ikke bevidstheden om, hvem du er, til at komme frem. Det sætter dig ikke fri og kan ikke vise vej til sandheden. Der skal noget helt andet til og målet for dig er simpelt; at huske hvem du er og forenes med din sjæl og Ånd. Når det er sket, giver resten sig selv. For her løftes du op over al denne jordiske tumult, larm og blændværk og erfarer, hvad der egentligt tæller. Det er frihed! Her vil du erkende, at der ikke er noget at fixe - men kun noget at sige ja til og acceptere, så du kan vende tilbage til sandheden. At leve ud fra dette nye udgangspunkt er LIV. Det opdager man. Det andet var en trist zombie-agtig tilstand til sammenligning. 

Lindring vs. frihed.

11.8.2019

Hvorfor søger I lindring? Hvorfor går I til alverdens behandlere? Det logiske svar er selvfølgelig, at I ønsker at få det bedre, underforstået at I ikke har det "godt nok". For mange er det blot nysgerrighed, et forsøg på at kigge Gud i kortene (præcis som i paradis). Men hvad er det for et ønske, at ville have det godt eller bedre? Ofte ligger der en massiv naivitet og blindhed overfor realiteterne, der holder jer på et overfladisk plan. Alle forsøger at undgå smerte. Men det er absurd og forlænger blot lidelserne.

Men er livet da ikke godt??? Er livet ikke en gave??? Hertil vil mange i uvidenhedens navn svare: jo jo...det er bare mig...det er bare fordi...Lad mig forsøge at forklare jer virkeligheden - den virkelighed som også Jesus forsøgte at give verden.

Livet, verden, er arvesyndens udfoldelsesplads. Her tumler vi rundt som hovedløse høns, pga vores videbegær. Det er for let at afvise arvesynden som noget gammeltestamentligt bavl, for det beskriver hvordan mennesket tager "sagen i egen hånd" af begær og nysgerrighed. Det er vores alles grund-væsen, vi har synden tilfælles. Da de to blev forvist fra paradis, var det ikke med en madkurv og bløde picnic tæpper. Selve forvisningen var en konsekvens af deres egne handlinger, som de var blevet advaret imod. Det er her vi taler om karma. Så længe vi lever i arvesynden, dvs. lever i adskillelsen, pga. egenvilje, dumhed, begær og nysgerrighed (kort sagt ulydighed), vil vi gentage dette cirkus, nogen kalder livet. Guds ønske for menneskeheden er, at de skal respektere den begrænsning Gud har givet dem. Det hedder lydighed, fromhed, hellighed. Da Jesus blev sendt til verden, var det Guds håndsrækning; endnu et forsøg på at hjælpe sine forvildede børn (sjæle) tilbage i paradis. Problemet er, som med børn der lige er midt i en sjov leg, at vi ikke vil "hjem". Vi er blevet så dybt forelskede i os selv, i vores eget billede, at vi afviser Gud. Derfor er der så mange, der sover dybt og i denne glemsel, "trives" i verden.

For at træde ud af arvesynden og blive de "gudesønner" vi alle er (potentielt set), så må vi følge Jesu eksempel. Det hedder omvendelse. Det hedder genfødsel. Vi skal fødes i Ånd. Vi kan rejse os op i Ånd. Intet andet OVERHOVEDET kan befri os fra lidelse, smerte, karma og reinkarnation. At bremse hjulet af liv-død-liv, er målet. Når det er målet, så må vi turde se logikken; at det her, vi har "gang i", kaldet livet, måske ikke er det primære, det bedste eller overhovedet noget ønskværdigt sted at eksistere.

Jesus kom med Sandheden og viser vejen til Sandheden om verden, om livet. Når vi en dag tør se det i øjnene (og i hjertet), så åbner der sig en ny virkelighed for os. For kun de, der har set Sandheden, får følgeskab af Helligånden. Ønsker du fortsat, at tro på dine egne spin af løgne, om "virkeligheden", så modarbejder du Helligånden. Men når en dag du har fået al candyflossen ud af ører og øjne, så kald på Helligånden; for der er mere Sandhed, hvor det kommer fra. Som Jesus sagde, Sandheden skal sætte jer fri.

I vores uransagelige dumhed, forsøger vi at omgå Sandheden. For inderst inde ved vi godt, hvilke konsekvenser det har, at kende Sandheden. Konsekvensen er ansvar. For når vi tør åbne øjnene, så vågner vi jo op. Vi bliver bevidste (om at vi ikke længere er i paradis). Når vi opdager det, så får vi travlt med, at finde vejen hjem.

Her må vi tage ansvar, ud fra den bevidsthed vi nu har fået, om Sandheden. Vi skal ikke skjule den eller forsøge at retfærdiggøre løgnen (om at vi stadig er i paradis). I denne juleleg, ser jeg utroligt mange mennesker, tage en masse "ansvar" (fx gøre noget "godt" for andre), men det er oftest et falsk ansvar. Det er et ansvar med undertitlen " hvis jeg nu ser ud som om jeg er ansvarlig, må jeg så slippe for at se Sandheden".

Et ansvar der ikke er baseret på bevidstheden om Sandheden, er et falsk ansvar. Er alternativet ikke totalt kaos og anarki? Tjo, men hvad er det egentlig der foregår i verden? Er det ikke netop det - forklædt som politik og kontrol? Verden er en ulv i fåreklæder. Den der opdager det, slipper fri.

Så hvad gør man? 1. få hjælp til at opdage Sandheden; både om dig selv og verden. 2. forhold dig til dine synder og begynd at angre dem (helst overfor et levende menneske). 3. søg at forstå Jesus, lær ham at kende. 4. lad dig selv vokse ind i Sandheden - uanset omkostninger (tab af "venner", familiemedlemmer mm). 5. Find nogle at følges med, der har viljen til Sandhed, kompromiløst.

Sandheden heler både fortiden og fremtiden.

Viljen til godt og ondt.

10.5.2020

"Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde jeg ikke vil, det gør jeg", citat fra Paulus.

Det jeg ønsker at gøre dig bevidst om er, at det er muligt, IKKE at være en slave af verden.

Jeg anerkender at enhver der måtte læse dette, læser ud fra netop det bevidsthedsniveau, som vedkommende er på. Derfor er der rig mulighed for både at misforstå og fordreje mine ord og ikke mindst, at være uenig. Det er svært at skrive til "en ukendt flok" af forskellige niveauer. At sige, at du ikke er en slave af verden, er at lukke øjnene og leve i en naivitet, der er mere omkostningsfuld end du aner.

Hvis mennesker virkelig ønsker "det gode" - altså det ultimative gode, det absolutte gode, hvorfor ser verden så ikke anderledes ud. Er det fordi nogle få vil "det onde", at de har magt nok til at holde kærligheden væk? Eller er det enkelte menneskes vilje skjult, manipuleret, forvrænget og forført? Det ville være let at give nogle magt-holdere skylden, men som med Hitler kan man spørge sig selv, hvorfor gik "de" med ham, hvorfor lod "de" det ske, hvorfor deltog mennesker i nedslagtningen af andre mennesker? Og hvorfor foregår det stadig, verden over, både skjult og åbenlyst? Vi må forstå disse ting, i et bredere og dybere perspektiv.

Mennesket har sin frie vilje, til at gøre godt eller ondt. Det er essensen. Når mennesker vælger det onde, at handle ondt, så må vi forstå, hvad det betyder. Svaret er på sin vis enkelt: er man bevidst om sandheden (den ultimative), om kærligheden (den oprindelige), så kan man ikke gøre ondt. Der hvor bevidstheden er høj (nok), der træder medfølelsen med alt skabt liv ind og gør, at man ikke længere kan skade et andet liv. Derfor kan vi også sige: er bevidstheden lav, har man ingen begreber om livets sande værdi eller mening og lever ud fra "survival of the fittest". Løsningen på ethvert problem findes, i den højere bevidsthed. Som Einstein sagde, man kan ikke løse et problem, på samme bevidsthedsniveau, som det er opstået. Bevidstheden er ikke noget der bor i hjernen. Sjælen bor ikke i hjernen og kærligheden gør heller ikke. I stedet må vi få øje på hjertet (misforstå ikke "hjerte" med noget romantisk, sentimentalt)

Lad os se lidt mere på det enkelte menneskes vilje. Afhængig af de oplevelser vi har fået i dette liv og den karma vi har med, så har vi nogle forskellige dagsordener. De er så med til, at forme vores holdninger, vores forsvar og vores opfattelse af verden osv. Disse dagsordener er skjulte. Vi kender med andre ord ikke os selv. Det betyder, at vores vilje ikke er "ren". Der er mange lag i alt dette, som varierer fra person til person.

At gøre sig fri af verden, kan lade sig gøre ved, at kende sin egen drivkraft. Ved at skrælle resultaterne af vores "negative" oplevelser af, ved at forstå den del af os, der tilhører verden og som verden har skabt. I kraft af vores fysiske krop, har vi et tilhørende ego. Det gælder alle. Egoet er vores "verdens-jeg"; det er formet af verden, af systemet, forældre, samfundet omkring os. Jo mere denne del af mennesket får lov at fylde, jo mere magt vil den have. Det er en simpel mekanisme, som lever af uvidenhed, ubevidsthed, frygt, da den er adskillelse.

Sandheden sætter dig fri, fortalte Jesus på sin tid. Den sandhed omhandler det faktum, at det eller den vi oprindeligt er, ikke nedstammer fra verden, men er af åndelig karakter. Vi er med andre ord vores sjæl, vi er ånd. Det er den evige del af os. Kroppen og egoet er den midlertidige del. Det var dette Jesus ville lære verden, da han genopstod. Underteksten kunne lyde: "se jeg lever som ånd, der ikke bliver genfødt, det kan du også".

Der er akut brug for et løft i bevidstheden i verden. For sandheden er også den, at de grusomheder der foregår i dag, fx i politik, dem må vi jo enten underlægge os eller protesterer imod. I begge tilfælde bekræfter vi en løgn. Underlægger vi os, tror vi på verdens magt, protesterer vi, tror vi også på verdens magt. For at opleve friheden, er vi nødt til at vælge sandheden. Og her deles vandende. For hvis vi siger ja til sandheden om os selv, om hvem vi egentlig er, så har vi valgt side og kan ikke også tilhører verden. Men hvad tilhører vi så? Hvorfra kommer sjælen, vores ånd, vores bevidsthed? Det kommer naturligvis fra Gud. Ikke den Gud som præster og kirker lærer os om, men kærlighedens essens, evigheden, livets oprindelse. Jeg er meget bevidst om de protester der opstår, når jeg fortæller, at løsningen på verdens problemer ikke findes i verden, men "udenfor" verden. Løsningen har Gud - løsningen ER Gud. For at acceptere denne sandhed, kræver det bl.a. at man forstår, hvordan magtens mænd har fordrejet Jesus' budskab og hele formål sådan, at mennesker ikke opnår den sjælelige frihed, både i livet og døden, som de havde og har mulighed for. Der er så få mennesker i historien, der har været ægte frihedskæmpere. De er som regel hadet af magtens mænd (og kvinder). Vi må prøve på ny at forstå, hvad det egentlig var Jesus kom for at sige, hvad det var han tilbød os. Det var frihed fra genfødsel, frihed fra verden. Frihed fra død.

Sjælen er fri. Den er en del af Gud og kan derfor ikke være andet end fri - fra materien. Lad mig ultrakort ridse pointen op: hvis du vælger sandheden (Gud), sørger Han for, at du går fri af verdens tyranni - allerede i dette liv. Jeg er et levende bevis på, hvad Gud (Helligånden) gør for og i et menneske, så det sættes fri af verden. Det er ikke en teori, det er ikke religion og det er slet ikke okkult. Det er i sin ufattelige storhed mystik, i ordets oprindelige forstand og det mystiske er så enkelt, så simpelt, at hjernen ikke kan begribe det.

Når vi - hvis vi tør, tænker ud i konsekvenserne af den magt som verdens mænd og kvinder forsøger at få, så er det usandsynligt grusomt. Det er svært at forstå, at noget menneske kan være drevet af et så intenst had, et så grotesk ønske om hævn og magt, at det ingen midler skyr, for at få sin vilje. Opgaven er derfor, at undersøge, hvad der driver din vilje. Her har hvert menneske sit største ansvar; at rense sit hjerte for ondskab (uvidenhed, had og div. Dødssynder, traumer osv). Alt det vi ikke ved om os selv, har en skjult magt over os. Intet kan skubbes ind under gulvtæppet, ingen oplevelser kan ignoreres, ingen smerte negligeres. Alt må frem i lyset. Ikke for at blive dømt, men for at blive accepteret, så det ikke får skabt sin egen identitet og sin egen dagsorden og deraf vilje. Viljen til det gode må skinne igennem. Jeg ser utallige eksempler på mennesker, der foregiver at være "det godes tjenere", men som ikke selv vil renses, som ikke selv vil gå vejen. Det er jo da lidt besynderligt. Disse mennesker taler med to tunger, som man siger. Practice what you preach, siger et engelsk ordsprog og det er absolut nødvendigt. Alle må starte hos sig selv og dermed overgive sig selv og hele sin vilje - til det gode. Ikke det gode som du selv personligt ønsker, nej. Men det gode der tjener næsten, tjener kærligheden, friheden, Gud. Her er altså tale om et bevidsthedsskifte fra selvisk til uselvisk. Så simpelt er det. Her skilles fårene fra bukkene - igen. Ikke at ville stilles til regnskab for sit eget ubevidste mørke, er at ville beholde de goder, som magten (læs: uvidenheden) giver.

Magt og ansvar er diametralt modsatte. Magt er ikke ansvar og ansvar er ikke magt. Magten hører til hjernen, dyret, den lave bevidsthed og ansvaret hører til hjertet, sjælen, den højere bevidsthed. Det handler om, at vælge side og dernæst 'do the dirty job' - tage ansvaret for sit verdens-jeg, sit ego, sin vilje.

Det er klart at ovenstående kun er en bid, af en større sammenhæng. Der er mange implicitte ting, men forsøg, bare for et øjeblik, at tage ordene ned i dit hjerte, væk fra din hjerne og se om der er genklang.

Derfor sagde Jesus: De der har ører, skal høre.

Det siger sig selv, at sandheden ikke tilhører masserne. Masserne består jo netop af verdens-jeg'er, der har travlt med at overleve - koste hvad det vil.